Lydbogsanbefalinger: Krimi

Vi har solgt vores ene bil. Ja, når jeg skriver det sådan, så kan I jo nok fornemme, at vi havde to biler indtil for et par måneder siden. Det betyder, at jeg nu tager toget til og fra arbejde. Og det passer mig ganske fint. Vi bor i Holbæk, der ligger en times tid fra København, hvor jeg arbejder. En time, der i bil hurtigt blev til halvanden og nogle gange to timer i tæt myldretid, trafikulykker og frostvejr på motorvejen. Dødssygt, for at sige det lige ud. Det må jeg gerne sige nu, for nu er jeg “ude på den anden side” – inden vi solgte bilen, havde jeg en aftale med mig selv om, at det der med at pendle, det måtte ikke blive en sur tjans, og det har jeg holdt fast i. Så snart jeg begyndte at brokke mig over trafikken, havde jeg tabt, for det var og er nu engang et vilkår, når man bor 70 km fra sit arbejde.

Så nu er bilen skiftet ud med toget i stedet, og ja – det er altså bare meget mere afslappende at lade sig tranportere i stedet for at sidde med foden på koblingen hele tiden. Jovist – nogle gange er toget forsinket, aflyst og det er vådt og koldt, men togtid er jo ikke kun manglende koblingsknæ, det er også mere strikketid! Og hvilken åbenbaring at have flere “frie” timer til mit strik hver eneste dag. Jojo, indtil videre er det ikke blevet til så meget strik, da jeg har brugt tiden i toget på at få arbejdet mig igennem mails og småtterads, inden jeg tikker ind på kontoret – hvilket altså også kan noget! – men muligheden er der, og derfor har jeg selvfølgelig mit strik med i tasken. Derudover er der jo god tid til at høre podcast, lydbøger osv. I bilen hørte jeg altid radio, og det kan jeg sådan set også godt lide, men der er mere tid til fordybelse i en god fortælling i toget. Med andre ord – Fedt! Derfor har jeg lavet en liste over de lydbøger, jeg har hørt de sidste par måneder. De er alle at finde på Storytel (jeg er ikke sponsoreret, det er bare der jeg har abonnement lige nu).

Når det kommer til lydbøger, er der jo flere ting at tage højde for: En ting er selve historien, men derudover er der også oplæseren, som altså har en kæmpe rolle, når det kommer til lydbøger – derfor får de også lige et ord med på vejen. Jeg kan ligeså godt afsløre først som sidst, at jeg er en krimi-kvinde: En god krimi, så er jeg glad. 😛 Derfor deler jeg her de senest aflyttede krimioplevelser med jer i vilkårlig rækkefølge   , så kan I jo lade jer inspirere eller gå udenom:

Kastanjemanden af Søren Sveistrup: Her har forfatteren til vores allesammens “Forbrydelsen” (I ved, den der med sweateren) begået sin første bog. Det er tydeligt, at vi har med en manuskriptforfatter at gøre her – og det er bestemt meget positivt: Der er knald på fra side 1 og alle kapitler er korte og alle med fremdrift – man kan ikke undgå at blive meget underholdt, hvis man er vild med den såkaldte “nordic noir”-genre. Ikke en krimi, du gennemskuer fra førte side – men en intens og spændende en af slagsen.  Når det kommer til oplæseren, så er han virkelig god – Martin Greis-Rosenthal; Behagelig stemme og tempo og virker sikker i det danske sprog. Jeg hører netop nu Bjerget af Luca D’Andrea, også oplæst af netop ham, og der gør han det også godt.

Kvinden i vinduet (The Woman in the window) af A.J. Finn: En meget hypet bog sidste år – lidt ligesom Kvinden i toget der var på alles læseliste tilbage i 2015. Det er ikke den samme forfatter, men åbenbart kunne forfatter eller forlag ikke finde på en mere opfindsom titel end en, der næsten matcher. Jeg kan forstå at forfatteren selv er tidligere redaktør og der er bestemt styr på genren, referencer til populærlitteratur og film osv. Jeg vil sige, ja, den var underholdende, meeeen også en smule forudsigelig. Måske det bare er mig, der er skadet af at have læst alt for meget i den genre, så jeg hurtigt lurer “who did it” og hvordan det hænger sammen, men i forhold til det postyr, der har været omkring bogen, så var jeg ikke helt blæst bagover. Bogen er ved at blive filmatiseret med altid skønne Amy Adams i hovedrollen – umiddelbart lidt samme rolle, som hun har i Sharp Objects, men der var hun selvfølgelig også god. I forhold til oplæseren er jeg dog ikke fan, og det kan også være, at det er derfor, jeg ikke blev suget helt ind i fortællingen – det har altså bare en ret stor betydning. Et no go for mig med oplæsere er, når de laver stemmer til de forskellige karakterer – og det gør oplæseren her. Det er mildest talt irriterende. Derudover var der simpelthen for mange ord, som blev udtalt forkert – og ja, det er sgu nok bare mig, der er totalt emsig, men det handler ikke så meget om, hvorvidt det er korrekt udtalt eller ej, men om at man bliver revet ud af fortællingen, når et ord bliver udtalt helt forkert, og man skal rode bagerst i sin hjerne for at finde ud af, hvad der mon har stået på de oplæste linjer. Så mit råd, hvis du vil give dig i kast med den bestemt underholdende Kvinden i vinduet, er at læse den selv, hvis du kan komme til det.

Dødelig løgn (The Liar’s girl) af Catherine Ryan Howard: Denne krimi blev anbefalet til mig af “Storytel”, og bortset fra den helt forfærdelige danske titel, der lyder som et miks mellem et Barnaby-afsnit og en Agatha Christie-roman, så var den egentlig overraskende god. Ikke sådan blæst bagover-god, men god underholdning; stramt konstrueret, anderledes persongalleri – i stedet for at en kriminalkommisær eller en dødsforagtende journalist er hovedpersonen, følger vi her i stedet den dømte morders tidligere kæreste. Ikke mindst med en behagelig oplæser, der – meget vigtigt – ikke gør det store væsen af sig. Jeg forsøgte efterfølgende at høre Catherine Ryan Howards anden roman, men kunne ikke rigtig blive indfanget ordenligt, men den har nu fået ok anmeldelser, så det kan være at jeg giver den et skud mere on a rainy day.

Nora Sand-trilogien af Lone Theils: Lone Theils er sej. Det synes jeg, fordi jeg har hørt hendes meget begavede og interessante podcast på P1 “87 sekunder”, hvor hun researcher for åben mikrofon. Det er et interessant indblik i det at skrive en kriminalroman. Denne gang gav jeg dog i kast med hendes indtil videre tre bøger om London-korrespondenten Nora Sand: Pigerne fra Englandsbåden, Den blå digters kone og Heksedrengen.  Hvis de tre bøger skal rangeres, så er nummer 1 bedst, nummer 2 på andenpladsen og nummer 3 på sidstepladsen. Så nemt er det. Pigerne fra Englandsbåden er en klassisk krimi, med en gåde der skal løses og en bindegal morder. Underholdende og spændende til det sidste, selvom man godt ved, hvem morderen er. Lone Theils skriver virkelig godt – uden for meget udenomssnak får hun præsenteret karakterer og hændelser troværdigt og fængende. Men jeg synes i de to næste bøger, at der sagtens kunne have været skrevet 100 sider mere, der kunne etablere bogens univers og sandsynliggøre omstændighederne. Der er simpelthen ikke nok om selve baggrunden, motivationen for de hændelser der sker – man når ikke at blive opslugt, før det er forbi. Særligt i den sidste Heksedrengen, der omhandler bortførslen af en russisk oligarks søn og en kult fra Nigeria, ville jeg gerne have etableret særligt den Nigerianske del meget mere – man nåede simpelthen ikke at “tro” nok på de okkulte motiver. Okkulte motiver, der i sidste ende ikke rigtig havde noget at gøre med den egentlige forbrydelse, men endte med at blive et sidespor og derfor er titlen egentlig også ret misvisende. Hvilket er virkelig ærgerligt, da jeg eeeelsker lige præcis mikset af okkult og krimi, så potentialet var der, men blev ikke forløst. Den sidstnævnte bog er også noget kortere end de to foregående, så jeg tro simpelthen bare, at der har været en alt for skrap redaktionsproces igang. Alt andet lige er de dog værd at høre (eller læse) allesammen – underholdende og lige til. Oplæseren derimod skal man virkelig have fidus til. Jeg ved, at hun har indlæst rigtig mange bøger, men nogen burde simpelthen stoppe hende i at lave dialekter og accenter til alle karakterer – det er ekstremt forstyrrende – nogle gange måske også racistisk – og ikke mindst dobbeltkonfekt at oplæse noget på drævende nordjysk eller med tyk russisk accent, når der bagefter står “sagde xx på nordjysk/med russisk dialekt”. Det er et eksempel på, hvordan man som fortæller kan ende med at forstyrre en historie rigtig meget, og lidt ligesom Kvinden i vinduets-oplæser, så bliver man konstant revet ud af fortællingen, fordi man skal forholde sig til en ny stemme eller accent. Pigerne fra Englandsbåden ville få en 4 ud af 5 hos mig, men som samlet serie er vi nok omkring 3.

Hvilke gode lydbøger vil du anbefale?

Lydbogsanbefalinger til børn

Nu er vi jo ude på den anden side af sommerferien og dermed også, for de flestes vedkommende, ude på den anden side af timelange bilture med utålmodige børn på bagsædet. Hos os hører vi ofte lydbøger, når turen varer mere end 20 minutters tid. Særligt vores mellemste lider frygteligt af transportsyge, så for ham er en evt. iPad eller Anders And-blade ikke en mulighed, når den står på langfart. Men så er det godt, at der findes lydbøger. Da vi snart skal på ferie igen, er jeg allerede nu igang med at undersøge, hvad vi skal høre, når turen går ned gennem Europa om under 1 måned (yay!), men indtil da, vil jeg gerne dele, hvilke gode lytte-oplevelser vi har haft sommeren over.

Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om, så har jeg genvundet lidt læselyst ved at få Mofibo. Vi har “gennemført” E-reolen, når det kommer til (det begrænsede) udvalg af gode lydbøger til børn. Men på Mofibo ligger der rigtig mange lydbøger. Også her synes jeg dog efterhånden, at vi er ved at have været igennem det, der umiddelbart falder i røddernes smag, men netop derfor kan vi også nu præsentere en kvalificeret liste over gode 5 lydbøger på Mofibo, som er blevet lyttet og fundet gode – I tilfældig rækkefølge:

  1. Sebastian Klein: Verdens 100 farligste dyr. Mine unger elsker dyr, og de elsker Sebastian Klein – med andre ord er de nok, som børn er flest. Her er lydbogen læst op af the man himself. Den er sjov at lytte med på som voksen også, og man får en del halvdrabelige historier omkring de gange, mennesker er kommet for tæt på alt fra en hest til en løve. Det gode ved, at der er så mange små fortællinger i, er, at man også kan høre den på kortere ture, uden at skulle huske “hvor kom vi nu fra”, og den er også god som godnat-historie: “I kan høre 3 dyr, og så er det sengetid”. Vi har hørt lydbogen et par gange efterhånden og har både denne og de 3 andre bøger i serien fysisk også – dyrefacts bliver man aldrig træt af.
  2. Jacob Riising: De 100 sejeste mennesker i verden. Alle de samme argumenter som ovenstående. Her er det også Jacob Riising selv, der har indlæst med vanlig komisk timing og pædagogisk ukorrekte kommentarer – vi er vilde med det herhjemme. Her er fortalt om 100 mennesker, der har sat hver deres lille aftryk på verden. Alt fra Amelia Earhart til Elvis. Ungerne jubler selvfølgelig når der bliver fortalt om Messi eller Michael Jackson – genkendelsens glæde er jo altid stor, men de lytter også interessede når det handler om Mozart, Einstein, da Vinci eller Muhammad Ali eller mange af de andre personer, der bliver fortalt om. Også denne bog har vi nu hørt et par gange, og den har givet anledning til en masse gode snakke om opfindelser, visioner, gamle dage og livsvilkår. Karma Boy af Jacob Riising ligger også på Mofibo, og er bestemt også et lyt værd.
  3. Morte Dürr: En lort med tusind ben. Her er vi ovre i historiegenren. En fortælling om et umage vennepar og deres kamp mod bøllerne i skolen og for at få den søde pige osv. Ungerne og os voksne grinede højt flere gange undervejs og hørte efterfølgende alle historier af Morten Dürr på Mofibo – ikke alle var til ungernes alder, så dem måtte vi stoppe, men denne her faldt i god jord, og ungerne har efterfølgende efterlyst en historie a la den.
  4. Mette Finderup: Lasse-Leif-bøgerne. Ja, Lasse-Leif, ham har flere af jer sikkert stående hjemme på hylden, hvis I har små børn. Der ligger omkring 10 korte lydbøger med Lasse-Leif og hans wingman Luske-Lise på Mofibo, og selvom de handler om en dreng, der er noget yngre end vores drenge, så synes de stadig- at det er hyggeligt og sjovt, og det er det også. I det her tilfælde griner den mindste på 2,5 år også med på fortællingerne.
  5. Kim Fupz Aakeson: Sallies historier. Ja, det er jo virkelig en moderne børneklassiker, men det gør den ikke mindre god – med Peter Frödin bag oplæserrroret er der virkelig lagt op til mange grin, og det kommer der. Vi har hørt den et utal af gange. Til dem der ikke måtte kende til den, så er det en samling af gakkede historier om alt fra hvorfor vi prutter til historien om en mand der bytter plads med sin hund.

Har I nogen lydbogsanbefalinger?

Sommerens lydbogslus <3 

Thea læser. Igen.

Jeg er uddannet cand. mag. i dansk. Det betyder, at jeg har brugt en god del af normerede 5 år (reelt 6 år) på at tygge mig igennem store værker fra den danske og nordiske litteratur og have en holdning til det. Det betyder, at folk tror, at jeg kan svare på spørgsmål om Rifbjerg i Bezzerwisser og kan mine moderne gennembrudsforfattere på rygraden. Ligesom læger i civil bliver spurgt, om de ikke lige har en mening om en diagnose, deres bordherres egen læge har stillet, så bliver jeg rigtig ofte spurgt, om jeg ikke har et bud på en god bog, vedkommende kan læse, nu hvor de alligevel skal i sommerhus i weekenden – fx en upcoming forfatter med et interessant lyrisk sprog eller en nyaktuel klassiker. De virker ikke tilfredse, når jeg fortæller, at den seneste bog, jeg har læst, er “Totte rydder op”. Men sandheden er, at jeg ikke har et bud, for jeg har ikke læst noget som helst de sidste mange år.

Jeg har læst meget. Rigtig meget. Hele forfatterskaber og flere genrer. Selvfølgelig meget i studietiden, men også rigtig meget inden da – at jeg valgte netop dét studie dengang for efterhånden en del år siden, hang nok sammen med, at jeg var ret glad for at læse. Blandt andet. Egentlig valgte jeg ikke danskstudiet for det litterære, men mere for sprog- og mediedelen, men det er en anden historie. Pointen er; af en som tidligere har læst omkring 40 bøger om året mere eller mindre frivilligt, er det tankevækkende hvor få bøger, jeg har læst de sidste 5 år. Det har allerhøjest kunne svinge sig op til en tilfældig krimi i en ferie.

Men nu har jeg fundet ud af noget, der virker, og jeg har på de sidste 3-4 uger fået læst  5 bøger. Nuvel – vi er ikke ude i bøger med verdens højeste lix-tal, men det er egentlig heller ikke det, jeg går efter, når jeg læser. Tværtimod- jeg har rigeligt at “to do” på min plade med arbejde, 3 børn og eget firma oveni, så jeg gider kun læse af lyst, og her har jeg ikke mindst også arbejdet på at få min læselyst lidt igen.

Nå, men det, der har virket for mig er altså, taadaaa, Mofibo. Og det er ikke sponsoreret det her, det er bare mit lille mommy life hack. Sagen er nemlig den, at jeg jo meget sjældent har flere sammenhængende timer, hvor jeg kan kaste mig i sofaen og sluge en god bog. Jeg har nogle gange 10 stjålne minutter på en bænk, mens jeg venter på nogle andre. Og der har jeg altså ikke en bog med mig. Nogle gange har jeg mit strikketøj med (ofte), men selv det kan jo glippe. Noget, jeg dog altid har med, er min telefon, så når jeg er blevet træt af at kigge på fugle og mennesker eller børn, der graver, så er jeg ikke bedre end alle andre – så ryger telefonen op, og jeg laver tommelfingerdansen mellem de samme 5 apps i en uendelighed.

Jeg besluttede derfor, at den tid måtte kunne bruges bedre, og derfor hentede jeg Mofibo til min telefon. En hvilken som helst anden platform – fx bibliotekernes e-reolen – er selvfølgelig lige så god, nu var der bare lige en rabatkode et sted til det andet, og vi hører rigtig mange børne-lydbøger herhjemme, når vi kører bil, og dem ligger der mange af på Mofibo. Så ved at læse på telefonen i stedet for at opdatere Instagram 7 gange på 12 minutter, så er det faktisk lykkedes mig at få læst et par bøger.

Ja, det er ikke raketvidenskab, og flere af jer læser højst sandsynligt allerede jeres bøger sådan, men for mig har det virkelig været en god måde at komme igang med at læse igen. Det er, indrømmet, ikke den samme læseoplevelse, som at sidde med bogen mellem hænderne og bladre sig gennem fortællingen. Men det er bedre end ikke at få læst, og det er på nuværende tidspunkt fint for mig.

Og hvad har jeg så læst spørger du?

Jeg har i bedste studietids-stil læst danske forfattere:

Jeg har læst heeeeele Maren Uthaugs forfatterskab, hvilket dog begrænser sig til 2 bøger, så det var hurtigt overstået. Hendes debutroman fra 2013 Og sådan blev det samt Hvor der er fugle fra sidste år. Disse slugte jeg på ganske få dage i sidste uge. Jeg er ret vild med Maren Uthaug – både hendes tegninger og hendes blog og nu også hendes bøger. Det er bøger om tunge emner; svigt og familiehemmeligheder og indavl som tilbagevendende elementer. Men også kærlighed og humor, på den der ret “nå ja”-konstaterende måde, som man også støder på i hendes tegnede univers “Ting jeg gjorde”. Det er usentimentalt og skævt, men ikke drøjt at komme igennem, selvom begge bøgers historier er gennemført groteske. Så de får en anbefaling med herfra, hvis du ikke allerede har læst dem.

Derudover har jeg også læst  Katrine Engbergs samlede værker, hvilket så her svinger sig op på 3 bøger; Krokodillevogteren, Blodmåne og Glasvinge. Katrine Engberg holder en kadence rent udgivelsesmæssigt, som hendes forlag må klappe i hænderne over; alle 3 er udgivet indenfor de sidste 2 år. Det gør bøgerne dejligt aktuelle, og selvom jeg også kan lide periodedramaer og klassikere, så kan sådan en bog frisk fra fad altså også noget. Vi er nu ovre i krimigenren, hvilket, når det kommer til lystlæsning, er min foretrukne genre; egentlig også når det kommer til film og serier. For mange akademikere er krimier nok at betegne som en guilty pleasure, men jeg må altså bare erkende, at for mig er det ren pleasure, jeg er færdig med guilty. Men jeg er også en dårlig akademiker. Kravet til genren fra min side er selvfølgelig, at det skal være velskrevet og at plottet skal være troværdigt. Det behøver ikke nødvendigvis at være decideret originalt, men det skal være eksekveret godt. Allerhelst vil jeg have thrillers. I min studietid benyttede jeg enhver mulighed for skrive mine opgaver om thrillers eller endnu mere halshuggende genrer. På den måde kunne jeg forsvare min begejstring for dystre fortællinger med, at det var studierelateret. Jeg har læst og set og analyseret (alt for) meget i den afdeling, og derfor er jeg på nogle punkter lidt miljøskadet, for jeg kan i mange tilfælde gennemskue, hvad der kommer til at ske – “who did it” og hvordan det hænger sammen, ud fra hvordan vi få introduceret personerne og hvad deres funktioner er. Det er en arbejdsskade, og det er til tider irriterende, men jeg har lært at lægge det til side, og så bare hygge mig med læseoplevelsen, selvom jeg har gennemskuet, at det var butleren og hvorfor på side 30. Men det er så her, den gode eksekvering kommer ind i billedet; det lækre sprog og den finurlige krølle. At jeg har læst hele 3 bøger af samme forfatter på få uger skyldes derfor både, at det er meget nemt at fortsætte med forfatterens andre værker, når man først har læst en bog; sproget er det samme og i det her tilfælde også persongalleriet, og på den måde er det lidt ligesom at se en serie; man skal ikke forholde sig til de store skift. Men årsagen til, at jeg gider at læse alle 3, er selvfølgelig, at de er gode. Har du endnu ikke læst Katrine Engbergs bøger, så kan jeg bestemt anbefale dem. De er bemærkelsesværdigt godt skrevet for en genre, der bestemt rummer lidt af hvert, og man kan derfor bare læne sig tilbage og lade sig underholde. Og jeg har virkelig nydt at dykke ned i et krimiunivers igen.

Hvad har du fået læst denne sommer?