Planlægning af feriestrik

Vi skal på ferie! Lige om lidt sætter vi os ind i bilen, hele mit rodeo, og kører tværs gennem Europa, helt ned til Sydfrankrig.

Jeg glæder mig så uendeligt meget. Jeg har ikke været på “rigtig ferie” (hvad det så end er) i 3 år. Og ja, jeg er med på, at det lyder forkælet, når andre aldrig eller endnu sjældnere kommer på ferie. Men jeg savner bare virkelig at være væk med min familie. Vi har i de sidste knap 2 år ikke set nok til hinanden, da min mand har haft et job, der gjorde, at han var meget væk. Arbejdede eftermiddage og aftener, weekender, ferie, helligdage. Så jeg var meget alene med turbotrioen, og der manglede altså bare en. Både den ekstra voksne, der lige kunne kigge efter ungerne, mens den anden fik kørt med ting på genbrugen eller fik fikset ugens indkøb osv., men især den ekstra voksne, der lige kunne læse en bog, kigge på skoleopgaver og ligge og putte. Der er mange familier, der arbejder sådan, og får det til at fungere, men det kunne mærkes på alle, at de savnede deres far, og det var svært for en familie som vores at finde ud af at arbejde så adskilt. Vi kan bedst lide at ligge i en stor bunke sammen det meste af tiden, og vores børn er af samme grund nogle små flokdyr, der allerhelst vil have, at vi allesammen er hjemme. Sådan har de fleste børn det jo i virkeligheden nok, men mine rødder siger det i hvert fald. Nu er vi samlet igen, og min mand er tilbage i et “almindeligt” 8-16-job, og det er dejligt for os alle. Den knude af, ja lad os kalde en spade for en spade, stress, jeg har haft lige midt i maven det første halvår af 2018, løsnes lidt for lidt. Jeg er stadig ret forvirret i mit hoved. Det er vist mest noget, jeg selv lægger mærke til, men når man normalt har været relativt hurtig i hovedet, så er det mærkeligt at opleve det gå i dvale, som det gjorde i foråret. Nu er der omløb deroppe igen, og jeg glæder mig til at komme på ferie, uden at have “brug for det”, som jeg havde, da jeg gik på sommerferie. Glæder mig til at se Kajsa, den yngste, indtage pool og is og feriestemning. Glæder mig til at se drengene bade og være sammen og længe oppe. Glæder mig til at være fysisk langt væk fra hverdag og vasketøj og “burde”. Det bliver dejligt.

Det største issue er selvfølgelig, hvad skal jeg strikke – både på vejen frem og tilbage; som immervæk byder på mange timer i bil. Men ikke mindst dernede. Der er en masse babyer på vej omkring mig, så de skal jo nok have lidt, men når det er af pindene, så har jeg bestilt garn til en herresweater, så den regner jeg med bliver “Hovedværket” i de godt 10 dage, ferien varer.

Den skal strikkes i Peruvian Highland Wool fra Filcolana– den kvalitet er, ud over at være virkelig dejlig at strikke med og ikke mindst have på, også fantastisk, da den har et kæmpe farvekort. Og det er altså noget, der er værd at tage med, når man som jeg laver opskrifter, der skal kunne strikkes af folk med mange forskellige typer smag. Så jeg bliver altid glad, når en garnkvalitet har mange farver.

Selv har jeg bestilt garnet hjem i brun – Jeg synes brun er en virkelig lækker farve til mænd (især min egen); ikke så hård som sort eller “kedelig” som grå og marine (som jo også er pænt), men sådan lidt luksuslækker. Han har selv nogle ideer til, hvordan han kunne tænke sig, at trøjen skal være, og jeg håber at vi kan finde en fælles vej, hvor han får det han ønsker og jeg samtidig kan lave en opskrift med lækre detaljer. 

Mellemmand og første skoledag

I går startede vores mellemste i skole. Første skoledag. For barn nummer 2 – det synes min “mor-tids-forståelse” næsten er endnu vildere end med nummer 1.

Han har gået i førskole eller før-sfo, eller hvad de nu kalder det rundt omkring, siden maj, så på den måde er 1. skoledag jo ikke lige så skelsættende, som det var engang. Og heldigvis da for det – det der med, at første skoledag skal være en stor dag, er jeg helt med på, men for begge vores skolebørn har det været fint med en periode der lå mellem børnehaveliv og skoleliv til lige at finde sig selv og lære de nye kammerater og omgivelser at kende. Så det er jeg glad for eksisterer på drengenes skole. Drengenes skole er en lille skole, og fritidsordning og skole ligger i de samme lokaler – det har også betydet, at de fik deres klasselokale ved siden af de eksisterende klasser, allerede da de startede i maj, og da der kun er 1 spor, så blev det meget naturligt bare den nye 0. klasse for de andre allerede der.

Derfor har vi forsøgt at gøre noget særligt ud af den første skoledag på en anden måde. Fx ved at han først “fik lov” til at have sin skoletaske og penalhus med i går og ved at tage (nogenlunde) pænt tøj på og sørge for lækker eftermiddagsmad og besøg af bedsteforældre til børnevalgt menu om aftenen. Traditionen tro skal vi også høre “Første skoledag” med Hr. Skæg meget højt i bilen, og mens storebror skrålede med bagi, så sad ham, der faktisk havde første-første-skoeldag og kiggede tænksomt ud af vinduet. Og så fik jeg lidt i mit morøje. For det ER jo først rigtig skole fra nu af, så dagen i sig selv er jo stor. Og al den opmærksomhed, der fulgte med det, fordøjer han bedst helt stille inde i sig selv.

Særligt med ham vores mellemmand er vi ret opmærksomme på, at få markeret hans store dage også. Med kun 2 år op til storebror er det jo ikke længe siden, at vi stod og havde 1. skoledag med ham også, og som lillebror kan man derfor hurtigt ende lidt i slipstrømmen, når “vi” nu har prøvet det før. Han er helt anderledes end storebror, og bryder sig meget lidt om at være i centrum (hvilket bliver et problem for ham, når han nu har erklæret, at han skal være rockkstjerne), men det betyder jo ikke, at dagene ikke betyder noget for ham.

Da han havde første dag i sfo i maj, lignede han én der skulle kaste op det meste af dagen. Nervøs og genert og ubehageligt til mode. Det gentog sig igen i går –  på trods af at han kendte vennerne, omgivelserne og lærerne og alt var det samme; Intet var det samme. Det er ikke så meget omstændighederne som opmærksomheden, han virkelig ikke bryder sig om. Han kan også godt finde på at gemme sig under et bord til sin egen fødselsdag. Derfor er det også ret grænseoverskridende, når skolelederen nævner ens navn blandt de nye elever, og man skal tage imod en rose fra en af de store børn, og man skal kaste lidt jord på et nyplantet træ og så skal man også huske hvornår man skal hentes og hvor man har lagt sine fodboldkort.

Men han kom igennem det, og så snart læreren sagde, at nu måtte de godt sige farvel til deres forældre og løbe ud og lege, så sprang han glad og fro ud på legepladsen og var ham, vi kender igen. Vi kender også ham den anden, og ham er der også plads til.

Han kom hjem fra dagen og var glad og stolt. På den der måde, hvor han kigger lidt genert væk, når man spørger ind. Nu er han skoledreng – og det er altså lidt vildt, at man nu har to af dem. De bedste to.

Harald bliver født

Læs første del her 

Læs anden del her

Læs tredje del her

I dag udkommer bogen LUN – strik og hækling til mor og baby, som jeg er medforfatter på – derfor er vi også nået til sidste del af min lille føljeton om at blive mor; babyen bliver født.

At vide præcis hvilken dag, ens baby kommer til verden, er en mærkelig størrelse. Det gav mig en sær form for ro at vide, hvilken dag det var – som om jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i spontan fødsel inden, så nu vidste jeg, hvad jeg skulle planlægge efter.

Dagen før kejsersnittet kunne jeg sige farvel til min underviser på uni og sige “jeg kommer ikke i morgen, der skal jeg føde”. Resten af dagen gik med infomøde på Rigshospitalet, og vi tog ud at spise og i biografen, for at få tiden til at gå – tiden var mærkelig den dag; føltes som et vakuum, hvor i går føltes som meget kort tid siden og i morgen var evigheder væk.

Jeg sov elendigt om natten – havde mareridt om, at han havde vendt sig i maven, og at vi derfor ikke ville få ham med hjem dagen efter alligevel. Jeg havde indstillet mig på det kejsersnit nu, og nu skulle han bare ud.

Da det endelig blev morgen, og vi tjekkede ind på Riget, gik det hele slag i slag og klokken 9 var 3520 g Harald født.

Så stod man der. Nyslåede forældre til verdens smukkeste barn.

Tiden efter husker jeg kun i fornemmelser og enkelte episoder. Morgenmad med en lille en liggende i sækkepude ved siden af. Brystbetændelse, feber, penicillin og en snert af melankoli. Mælk der løber til og gør ondt og tudeture i badet, hvor man tænkte “det var ikke det her, jeg havde bestilt”. Opgaver til studiet og familiearrangementer og lure med et levende væsen på maven. Eksamen med en dreng på 3 måneder på armen. Det var overlevelse, men det vidste jeg ikke dengang. Det ved man jo ikke med første barn – pludselig er man ude på den anden side, og så er tiden, der gik, en tåge. Overskyggende var selvfølgelig kærligheden til den lille dreng, og vi følte os som verdens heldigste – og det var vi.

Han var (og er) et helt fantastisk barn og skabte stor glæde alle steder. Han var glad og smilende, og hans kontakt med verden omkring ham var allerede fra start helt usædvanlig, hvilket flere da også bemærkede. Men om natten græd han. Ikke bare et enkelt grynt eller lidt luft i maven. Han skreg trøstesløst fra midnat til tidlig morgen. Min mand måtte gå ture med barnevognen på Nørrebro og se solen stå op. Ikke for at Harald kunne sove, men for at jeg kunne. Til et tjek hos lægen nævnte jeg, at han græd en del, men vi fik blot at vide, at det gør små børn jo. Det var først, da vi fik lillebror 2 år efter, at vi fandt ud af at ja, det gør de, men ikke så meget. Lægen foreslog, at vi kunne hyre en taxa til at køre rundt om Søerne med ham bagi, og så kunne vi tjekke ham hvert kvarter, når taxaen kom forbi os igen. Børn falder jo i søvn i bilen, og det havde hun hørt om flere, der havde gjort. Vi smilede og sagde tak for rådet. I stedet købte vi ikke længe efter selv en bil, og barnevognsturene blev erstattet med natlige køreture på motorvejene omkring København.

I denne periode husker jeg også særligt fornemmelsen af tid – den første tid med et lille barn, der græder meget, særligt når det er det første barn, er meget kompakt. Den er evig, når man er i den. Man ved ikke, hvornår det ender. Man kan ikke fornemme, at om en måned er alting (måske) forandret igen. Man køber produkter for at løse akutte problemer, der reelt “kun” varer 14 dage, men man ved det ikke. Det er som at cykle en tur til et sted, man ikke ved hvor ligger. Allerede anden gang, man kører ruten, føles den kortere, fordi man kender vejen og målet. Jeg tror, at det er en af grundene til, at efterfølgende børn tit virker nemmere – man kender turens varighed.

For Harald var det dog ikke “kun” de første par måneder, at hans grådproblemer stod på. Han kom selvfølgelig til alskens osteopater og ørelæger osv. i sine første par leveår det lille væsen. Og der var da også lidt med både nakke og ører, men selvom det blev fikset, hjalp det ikke. Soveproblemerne fortsatte; fra babygråd til decideret night terror fra han var 1-3 år – sent i seng og tidligt op, timevis af skrigeture i løbet af natten. Indre billeder af min mand, der er faldet i søvn på gulvet midt om natten ved siden af en stadig vågen dreng. Fornemmelsen af mig selv, der gjorde det samme. Hvis der findes A- og B-mennesker, så er Harald slet ikke en del af alfabetet. Og selv i dag – 8,5 år senere – har han brug for mindre søvn end de fleste.

Når jeg tænker tilbage på perioden med den meget lille dreng, kan jeg blive ramt lige i maven. Jeg bliver ked af det. Over at livet var svært for ham som ny i verden. Ikke over min egen manglende nattesøvn eller de ting, man får vislet gennem de sammenbidte tænder, når det er ens tur til at stå op om natten. Solens stråler skyller nattens eder og forbandelser væk, det har været aftalen hjemme hos os. Jeg kan huske fornemmelsen af ensomhed, når man igen følte sig som det eneste vågne menneske i København, men heller ikke det minde stikker i mig længere. Jeg er ked af, at vi ikke kunne hjælpe ham. At alle forsøg på at få ham til at stoppe med at græde mislykkedes. Den del af fornemmelsen havde jeg ikke, da vi stod i det – der troede jeg bare, at det var sådan, det var at få en baby, og vi snakkede aldrig om, at han skulle være særligt bøvlet at have med at gøre, eller at han græd mere, end andre babyer vi stødte på. Det tror jeg i virkeligheden blev vores redning; at vi ikke vidste bedre. Fordi vi ikke vidste, at det ikke var sådan, det skulle være, var der heller ikke andre, der vidste, hvor galt det egentlig stod til med det. Kun min mand og jeg var jo i lejligheden om natten. I løbet af dagen var han verdens gladeste barn – så længe han slap for at skulle sove lur.

Flere år efter tror jeg, at mange ting gjorde, at Harald sov dårligt i de første år. Han er født ved kejsersnit. Man ved at den “naturlige vej ud” også retter baby ud efter en trang tid inde i maven, og den udretning manglede han jo så. Den del af problemet blev løst, da han var ca. en måned gammel og kom til osteopat. Han er født “ufrivilligt” en uge før tid, og selvom det kun er en uge, så kunne han nok godt have brugt den uge til at modne lidt mere. Derudover ved man også, at børn født vaginalt opsnapper nogle gode bakterier med sig ud til hele mave-tarmsystemet. Da jeg fik brystbetændelse umiddelbart efter Haralds fødsel, endte jeg på penicillin – den endte med at smadre hans mave totalt gennem mælken, og en masse mælkesyrebakterier til trods, var han allerede pga. kejsersnittet lidt bagud på point der. Da han var omkring 1 år, fandt vi ud af, at han var ørebarn – det er han stadig og skal snart have lagt dræn igen, men der er i hvert fald gået et par søvnløse nætter ind på kontoen af den grund også.

Den helt store grund til, at Harald sov dårligt og i perioder stadig gør det, er dog slet ikke fysisk – den sidder mellem ørerne på ham. Der sker simpelthen for meget i hovedet på ham. Da han begyndte at farvesortere sine Duploklodser i en alder af 9 mdr., vidste vi jo godt, at han var lidt til en side. Da han gik forbi en McDonalds skraldespand og sagde, at der stod “kat” (TAK stavet bagfra) i en alder af 3 år, tænkte vi, at det var ret tidligt at begynde på den slags. Da han kunne alles adresser som 2,5-årig var det til gengæld superpraktisk. Men når der sker så meget i hovedet på en, selvom man kun en en lille dreng, så crasher hjernen altså engang imellem. Man opfatter mere, end man kan processere. Man tror, at verden bliver ens ansvar. Heldigvis stoppede gråden, da han var omkring 3,5 år. Den blev bare erstattet af perioder, hvor han var vågen om natten. Kiggede, snakkede. Tænkte.

At fortællingen om Haralds sind kommer til at fylde en del, når jeg skal beskrive, hvordan det var at blive mor, så er det fordi, det netop har været årsagen til mange bekymringer og mange af de følelser, der var forbundet med de første år, hvor han ikke altid trivedes. Det har været årsag til en masse søvnløse nætter, institutionsskift og snakke med pædagoger, psykologer og socialrådgivere op gennem hele hans daginstitutionstid, for hvordan skulle alle vi voksne omkring ham hjælpe ham? Indtil der var en psykolog til endnu et børnehavemøde, umiddelbart inden vi flyttede fra København, der sagde “der er jo intet galt med Harald, han er bare virkelig klog”. Der var en knude, der løsnede sig – at andre kunne se, at der faktisk intet var i vejen, han var bare… Harald. Og at han nok er lidt asynkront udviklet – for hovedet er ældre end følelserne, men han er stadig en helt normal dreng.

Nu er han 8,5 år gammel. Jeg er så glad for, at vi fik ham, lige da vi gjorde, og jeg tror, det har gjort mange ting nemmere for os, at vi ikke var så gamle- i forhold til alle de lavpraktiske ting med at være studerende osv. er det gået forrygende, og jeg vil anbefale alle, der har lyst selvfølgelig, at få deres børn i studietiden. Men jeg tror særligt, at det var meget nemt for os at falde ind i rollen som forældre, fordi vi ikke var særlig etablerede i vores voksenliv på det tidspunkt. Når jeg ser mange debatter eller hører bekendte omkring mig i dag, hvor de får deres første børn, fortælle om manglen på voksentid/partid/frihedstab eller beskriver det, at være mor som en “rolle”, så genkender jeg det ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, eller fordi jeg ikke kan forstå det, men simpelthen fordi vi ikke har haft det. Vi blev voksne samtidig med, at vi fik et barn. Det er svært at beskrive fornemmelsen, men jeg har stort set ikke prøvet at være “voksen-Thea” uden også at have et barn. Måske det slet ikke giver mening. (Red. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke engang imellem kan tænke om hele familien, at de skal skride ud af hytten, så jeg kan strikke i fred – jeg har også brug for tid, hvor jeg er helt alene. Det er bare en meget eksotisk vare). 

På den måde har han som barn defineret mig ikke kun som mor men også som voksen – han har givet os en ilddåb i forældreskabet, så alt derfra var piece of cake. Der skal en del til at slå mig omkuld nu – både når det kommer til søvnløse nætter og skrigeture men især, når det kommer til alle de bekymringer, der hører med. Been there, done that.

Da Harald var 1,5 år valgte vi, at vi skulle have en mere – for det gik jo så godt. Og det gjorde det også, vi nød at være en lille familie, og vi var en lille enhed fra start – det var os mod resten af verden, var (og er!) vores motto.

Yderligere et par år efter kom der endnu en til flokken, så vi nu rummer 3 artister i det lille cirkus 🙂

 

Drengen med den runde numse

Graviditeten gik fantastisk, bortset fra massiv kvalme de første måneder, var der ikke en finger at sætte på noget. Til gennemscanningen i uge 20 fandt vi ud af, at vi ventede en lille dreng. Da vi begge har to søstre, var vi helt overbevist om, at vi skulle have en lille pige, men ham der lå derinde har overrasket os fra start, så selvfølgelig skulle det være en lille dreng.

Tiden gik og alle glædede sig – kommende bedsteforældre, mostre, fastre og oldeforældre. Alle bekymringer, jeg måtte have haft omkring folks betænkeligheder blev gjort til skamme. Ikke mindst vennerne omkring os, der nærmest så vores kommende familieforøgelse som en form for maskot til vennegruppen.

Da tiden kom, og drengen snart skulle ud, begyndte jeg til fødselsforberedelse. Jeg glædede mig til fødslen. Så frem til “nu er det nu”-beskeden til min kæreste og forestillede mig, hvordan det skulle være en oplevelse, vi skulle være fælles om. Lærte ord som fødselskanal og øvede åndedræt og læste op på det gode ved en naturlig fødsel osv.

Til et tjek et par uger før termin mærker jordemoderen på maven. Hun spørger mig, om han hele tiden har ligget sådan der? Jeg kigger uforstående på hende. Hun siger, at der sikkert ikke er noget, men at hvis det er numsen, der er opad, så er det en meget rund numse, han har. Hun ringer til Riget, og vi får en tid til scanning samme aften. Ganske rigtigt – baby vender med numsen nedad.

Vi fik en tid til et vendingsforsøg allerede dagen efter, hvor de ville forsøge at vise ham udgangen. Vi fik målt hjertelyd osv. og alt var perfekt. Jeg fik noget medicin, som fik mine muskler til at slappe af, så jeg ikke ville få veer, når de begyndte at mosle med ham. Så gik lægen ellers i gang med at prøve at vende baby, og han kom da også halvvejs rundt, men så dykkede hjertelyden, og han kunne simpelthen ikke vendes. Normalt bliver man tilbudt to vendingsforsøg, men lægen ville ikke prøve igen, fordi babyens puls dykkede, så der måtte altså være en grund til, at han ikke selv har vendt sig – det kunne f.eks. være at navlestrengen var for kort, som den faktisk var på mig selv, dengang jeg lå i maven, hvilket sagtens kunne være genetisk sagde lægen…

Derfor gik vi derfra med en baby med numsen nedad og en tid til et kejsersnit 1,5 uge efter.

 

Fun fact: 3 uger før, at baby kommer til verden beslutter vi os for, at blive gift. Det var den første forårsdag på året, 6. marts, og jeg var blevet 22 år og min nu mand var 24 år. Vi havde ikke råd til at sikre hinanden gennem en advokat, så derfor blev brylluppet den billigste – og bedste – løsning på en praktisk udfordring. Sådan er vi nok begge to mere praktikere end romantikere. Det var en dejlig dag med vores tætteste familie. 

Vi skal være forældre

Læs første del her

Læs anden del her

Vel hjemme fra det franske igen fik jeg bestilt en tid hos lægen. De to uger i Sydfrankrig uden menstruation og tissen på ca. 16 tests havde gjort mig sikker på, at jeg selvfølgelig var gravid, men straks meldte nye tanker sig; hvorfor strammer det sådan i maven? Hvorfor har jeg ikke kvalme om morgenen men kun om aftenen? Hvorfor er min mave ikke vokset? Ak ja – 21 år og helt nygravid og ingen andre at spørge end Google. Så det gjorde jeg, og fik overbevist mig selv om, at alt var i skønneste orden.

Det samme forsikrede lægen mig om, da jeg få dage efter fik en tid. Jeg var gravid. Nok omkring 8 uger henne at dømme efter livmoderens størrelse, og alt så fint og godt ud. Der blev oprettet vandrejournal, og jeg gik fra lægen som registreret gravid, med foldere og tidsbestilling til scanninger osv. Det var en specielt fornemmelse, at andre vidste det end os. Da vi kom hjem til vores lille 2-værelses på Nørrebro, var det tid til, at endnu flere fik det at vide.

Min kæreste ringede til sine forældre. Min svigermor har senere fortalt, at hun lå på sofaen og havde lidt ondt af sig selv, fordi det var den sidste feriedag, da telefonen ringede. Lykken var stor, da min kæreste kunne overlevere hende nyheden om, at hun skulle være farmor. Første barnebarn og så endda leveret af en, der få uger forinden havde måtte fortælle dem, at der var rod i maskineriet. A’hva’behar!

Selv ringede jeg hjem til min mor, og fortalte hende, hvad der skulle ske. Jeg græd vist en del. Undskyldte måske også. Egentlig var der jo intet hverken at græde over eller undskylde for, men som jeg beskrev i et tidligere indlæg, så var jeg meget nervøs for, hvordan andre mon ville tage det, at jeg var gravid. 21 år er tidligt i dagens Danmark, og det var især tidligt i den gruppe af mennesker, hvor jeg var – der var ingen af mine venner, der snakkede om børn eller tilnærmelsesvis at flytte sammen med deres kærester. Deres år gik fra Roskilde festival til Roskilde festival, og det eneste de kendte til børn, var fordi de måske selv havde yngre søskende. De fleste af mine venner var, som jeg selv, igang med studierne – havde måske et udlandsophold i tankerne eller en ulønnet praktik om hjørnet. Alt sammen overvejelser, jeg selv havde gjort mig, indtil jeg nu måtte gentænke, hvad jeg drømte om, og hvordan mit voksen- og arbejdsliv skulle forme sig, når vi valgte at få et barn allerede i starten af 20’erne i stedet for at vente til de gennemsnitlige 29,3 år. Derfor tænkte jeg, at den nok lige skulle lande hos mine forældre også, før de blev ellevilde. Jeg bad min mor om at fortælle det til min far, og så kunne de jo lige vænne sig til tanken, inden de kom med reaktionerne. Min mor forsikrede mig om, at det hele nok skulle gå. Dagen efter fik jeg en sms fra min far om, at han glædede sig til at blive morfar. Den sms gemte jeg i flere år.

Til min føromtalte mormor skrev jeg et brev, hvor jeg forklarede, hvordan jeg ville komme gennem studierne med en lille en på armen, og hvad planen var. Det var nok skrevet lige så meget til mig selv- det var meget vigtigt for mig, at ingen skulle kunne sætte en finger på noget, selvom vi valgte at få et barn tidligt. Ingen skulle kunne komme og sige, at jeg ikke kunne klare studiet, fordi jeg fik et barn. Jeg ville ikke ryge bagud på hverken tid eller niveau. Her 9 år senere ville jeg nok sige til en 21-årig nygravid studine, at hun skulle tage en slapper, og at tiden med en lille ny ikke kommer igen og blablabla, men egne ambitioner har nok altid været både min styrke og min svaghed.

Nu var det ude, og jeg følte mig lettet over, at have fortalt det til dem, der var tættest på os. Fra nu af, var det bare at glæde sig.

Fun fact: En craving meldte sig i starten af graviditeten – alt der var røget. Klip til Thea, der laver ca. 5 kg. Svensk pølseret, spiser én bid og smider resten ud. Lysten var der, men appetitten var ikke.

Graviditeten gik fantastisk, bortset fra massiv kvalme de første måneder, var der ikke en finger at sætte på noget. Til gennemscanningen i uge 20 fandt vi ud af, at vi ventede en lille dreng. Da vi begge har to søstre, var vi helt overbevist om, at vi skulle have en lille pige, men ham der lå derinde har overrasket os fra start, så selvfølgelig skulle det være en lille dreng.

Tiden gik og alle glædede sig – kommende bedsteforældre, mostre, fastre og oldeforældre. Alle bekymringer, jeg måtte have haft omkring folks betænkeligheder, blev gjort til skamme. Ikke mindst vennerne omkring os, der nærmest så vores kommende familieforøgelse som en form for maskot til vennegruppen.

Da tiden kom, og drengen snart skulle ud, begyndte jeg til fødselsforberedelse. Jeg glædede mig til fødslen. Så frem til “nu er det nu”-beskeden til min kæreste og forestillede mig, hvordan det skulle være en oplevelse, vi skulle være fælles om. Lærte ord som fødselskanal og øvede åndedræt og læste op på det gode ved en naturlig fødsel osv.

Til et tjek et par uger før termin mærker jordemoderen på maven. Hun spørger mig, om han hele tiden har ligget sådan der? Jeg kigger uforstående på hende. Hun siger, at der sikkert ikke er noget, men at hvis det er numsen, der er opad, så er det en meget rund numse, han har. Hun ringer til Riget, og vi får en tid til scanning samme aften. Ganske rigtigt – baby vender med numsen nedad.

Vi fik en tid til et vendingsforsøg allerede dagen efter, hvor de ville forsøge at vise ham udgangen. Vi fik målt hjertelyd osv. og alt var perfekt. Jeg fik noget medicin, som fik mine muskler til at slappe af, så jeg ikke ville få veer, når de begyndte at mosle med ham. Så gik lægen ellers i gang med at prøve at vende baby, og han kom da også halvvejs rundt, men så dykkede hjertelyden, og han kunne simpelthen ikke vendes. Normalt bliver man tilbudt to vendingsforsøg, men lægen ville ikke prøve igen, fordi babyens puls dykkede, så der måtte altså være en grund til, at han ikke selv har vendt sig – det kunne f.eks. være at navlestrengen var for kort, som den faktisk var på mig selv, dengang jeg lå i maven, hvilket sagtens kunne være genetisk sagde lægen…

Derfor gik vi derfra med en baby med numsen nedad og en tid til et kejsersnit 1,5 uge efter.

Fun fact: 3 uger før, at baby kommer til verden beslutter vi os for, at blive gift. Det var den første forårsdag på året, 6. marts, og jeg var blevet 22 år og min nu mand var 24 år. Vi havde ikke råd til at sikre hinanden gennem en advokat, så derfor blev brylluppet den billigste – og bedste – løsning på en praktisk udfordring. Sådan er vi nok begge to mere praktikere end romantikere. Det var en dejlig dag med vores tætteste familie. 

I anledning af at bogen LUN – strik og hækling til mor og baby udkommer, deler jeg her min egen fortælling om at blive nogens mor. Du kan købe LUN