5 tips til mere kreatid

Nogle gange, når jeg læser sådan nogle tipslister her, så tænker jeg “øøh ja, hvem gør ikke det?”, når der  bliver fremhævet ret åbenlyse ting; ex “drik vand i stedet for sodavand” for at tabe dig osv. Men nogle gange kan det jo, selvom man godt ved det, være meget godt lige at få en reminder om det også. Og da rigtig mange tit spørger mig, hvordan jeg har tid til fx at strikke så meget som jeg gør, så tænker jeg, at jeg måske nu skal lave en åbenlys liste:-P

For det første vil jeg dog sige – der kan godt gå lange perioder, hvor jeg ikke rører pindene særlig meget, og hvor der slet ikke hopper noget som helst færdigstrikket af dem, hvor jeg ikke bager noget som helst, eller hvor alle forsøg på at tegne bare bliver til en krusedulle og en lur bagefter. Jeg har tit perioder, hvor jeg er ramt af rigtig meget kreativ energi – hvor ideer nærmest står i kø, og jeg kan sidde længe oppe og fortsætte og tage fat i det som det første næste morgen igen, og så kan der derefter følge et totalt dødvande rent kreativt. Det er særligt efter meget intense perioder – fx efter jeg er blevet færdig med en bog (ja, sådan kan jeg jo formulere det nu, når der er 2 på CV’et) eller en større opgave for andre. Så skal jeg lige restituere, inden hovedet er klar til pindene igen.

Når det så er sagt, så er det ikke nødvendigvis i perioder med mine mest kreative åbenbaringer, at jeg er mest produktiv også – nogle gange tværtimod. Nogle gange står ideerne så meget i kø, at de nærmest snubler over hinanden på vej ud, og ingen af dem når så at blive færdige. Lige nøjagtig den del er jeg dog blevet meget bedre til at tackle, og det er en af de store lektier, jeg har lært ved at skrive et par bøger og lave store opgaver for andre også. At arbejde konstruktivt med kreativiteten, så der i sidste ende også kommer et slutprodukt, som jeg kan dele med andre. I virkeligheden tror jeg ikke nødvendigvis, at det er den bedste måde at være kreativ på – tværtimod er det også rigtig godt nogle gange bare at gå amok i farver og produkter og lege med det, uden at det nødvendigvis bliver til “noget”. Men når man, som jeg, har gjort sin kreativitet til en delvis levevej, så er man nødt til at lære at bruge den mere fokuseret.

Jeg har som bekendt et fuldtidsjob, et hus og tre unger oveni min egen lille biks. Derfor kan jeg sagtens forstå, at det undrer mange, at jeg har tid til at gøre det, jeg gør, og at jeg ikke bare vælter om på sofaen, når kl. slår 20.00 og ungerne sover. Der er 2 sandheder til den del: For det føste, så gør jeg det, der giver MIG energi. Og hvad der giver mig energi, giver jo ikke nødvendigvis andre det samme. Jeg slapper af med strikkepindene, og en ny ide kan nærmest føles som fysisk kløe, hvis den ikke får lov at komme ud. Samtidig så vælter jeg dog også ret ofte om på sofaen – men jeg har jo bare strikkepindene i hånden imens. Derudover er der også en masse andet, lavpraktisk og kedeligt, forbundet med at have et firma ved siden af. Men alt det finder jeg tid til på dage, hvor jeg afspadserer fra mit faste job, i ferier eller på sene eftermiddage efter fast arbejdstid. Her snakker vi regnskab, kundemøder, fotodage med eksterne osv. Hvis vi tager det med at drive et firma ud af ligningen og leger, at jeg udelukkende strikker, så vil jeg gerne her give 5 tips til mere strikketid. Strikketid handler jo ikke nødvendigvis om, at man skal have en sweater færdig på en uge, nogle gange handler det bare om, at det at være kreativ ofte er noget man “giver til sig selv” – altså tid, hvor man bare er sig selv og så det, man nu har gang i mellem hænderne. Derfor er der heller ikke fokuseret på, hvordan du bliver hurtigst færdig med en cardigan, men derimod på, hvordan du kan få strik til at fylde i din hverdag, så du hver eneste dag føler, at du lige har “checket ind” i den kreative hjernehalvdel.

1: “Gå” til strik. Denne her kan du nok ikke hive op ad hatten overfor din partner hver dag, men måske en gang om ugen eller om måneden for lidt intens 1:1 med strikketøjet. Det er nemmere at have en hobby man “skal” – man skal til fodbold, volley, cykling eller skak, og pointen er, at det ligger på et fast tidspunkt hver uge og det er ude af huset. Øv dig derfor i at tage ud af huset, når du skal have 1 times uforstyrret strikketid – så kan et hold unger eller en opvask ikke pludselig overfalde dig. Ja, det er måske nemmere sagt end gjort at sige “nu SKAL jeg på cafe og strikke”, og det virker måske ikke lige så legitimt som at sige “nu skal jeg til spinning”, men i teorien er det fuldstændig det samme. Hvis du føler dig som den vildeste familie-afhopper, så sørg for at skulle mødes med nogen – en strikkeklub er selvfølgelig oplagt, men ellers bare en veninde. Så har du også et godt argument for, hvorfor du altså ikke bare lige kan rykke det en halv time, til den yngste har fået tør ble eller de ældste sover.

2: When I’m sitting I’m knitting. Gør det til en vane at have dit strikketøj med og hive dit strikketøj frem altid. Ja, det virker måske grænseoverskridende første gang, du sidder med en halvfærdig sweater i skødet til et forældremøde, men det er bare et spørgsmål om vane. Jeg er sådan en, der får forvildet mig ind i forældrebestyrelser og andet mødesjov altid, og derfor har jeg en del tid, hvor jeg sidder, men hvor mine hænder jo ligeså godt lige kunne strikke et ærme i stedet for at lave kruseduller på en blok (ja, det er mig, og nej, det er ikke fordi jeg er ukoncentreret, jeg har bare svært ved at høre i længere tid, hvis ikke mine hænder laver noget).

3: Vær monogam, men ha’ en elsker. Jeg har tidligere snakket om, at jeg er monogam strikker. Og det passer også; jeg har kun gang i 1 projekt ad gangen, for på den måde er jeg mest produktiv – igen jf. snakken øverst om, at det jo ikke længere kun er for sjov, jeg strikker. Som jeg beskriver i punkt 2, så strikker jeg HELE tiden; i sofaen om aftenen, mens jeg venter på at vandet koger til teen, mens aftensmaden simrer osv. Der er det ikke altid praktisk at være trofast monogam strikker, for nogle gange har man jo noget mere detaljeret, man skal lave, og det kan man ikke nødvendigvis koncentrere sig om, samtidig med at man forsøger at spille Matador med afkommet. Derfor er det godt altid at have et lille nemt projekt også: Personligt gider jeg ikke strikke klude, men det kunne også bare være et simpelt ærme eller lign. – noget hvor hjernen slås fra, og du bare kan strikke og føre en nogenlunde fornuftig samtale imens. Og ellers så ER klude jo oplagte. Pointen er, at selvom du så kun når 2,5 minuts strikketid den dag, så nåede du da dét – og pludselig ligger der en færdig klud ved siden af elkedlen.

4: Ryd op i dit garn. Nogle gange kan ens kreativitet godt drukne i alt det, man har, men som man ikke kan overskue, eller som man ikke synes, man kan nå. Når jeg sidder og spidser alle ungernes farveblyanter, og de til sidst står om en lille farvebombe i deres glas, så får jeg altid lyst til at tegne. Lige sådan når jeg rydder op i mit garn. Så får jeg lige sagt hej til det hele, og bliver glad over at jeg har det og glæder mig til, at det skal bruges. Det kan godt være, at jeg ikke får strikket noget af det, men det er en god lille reminder om, hvad der er en af de ting, jeg virkelig holder af ved at strikke: garnet. Og bare det at have været i kontakt med min “passion” på den måde, gør at jeg føler, at jeg har været kreativ den dag.

5: Læg en plan. Forventningens glæde er som bekendt den største. Og ofte når vi ikke halvdelen af de projekter, vi godt kunne tænke sig. Men det betyder ikke, at det at have planen var tabt. Som et skabende væsen i en digital verden, så er mit råd til dig, at du skal gribe blok og pen. Jaja, man kan have pinterestboards, ravelry-oversigter, wunderlists og digitale kalendre, men det stimulerer ikke det taktile behov for at have noget fysisk mellem hænderne. Find en lækker notesbog – personligt er jeg fan af dem fra Leuchtturm1917, som er dyre men det hele værd – og lav så din lille strikkescrapbog/plan dér. Fyld den ud med tegninger, drømme, farvekombinationer, strikkeprøver osv. Det handler ikke om, at den skal være flot, men om at den skal rumme alle de ting, der fylder i hovedet, og som ikke nødvendigvis har tid til at komme ud i færdig form. Hvis du først kommer igang med sådan en, så går du fra at være “en, der strikker” til at være “strikker” – strik er jo en livsstil, men det ved du selvfølgelig allerede, hvor garn og pinde fylder i hovedet, selv når du ikke har det mellem hænderne. I den bog kan du skrive alle de ting, som rammer dig i løbet af dagen og bare det at have bogen vil med garanti få dig til at føle, at du får lidt kreatid foræret, hver gang du tilfører en ide eller når du bare sidder og bladrer igennem og glæder dig til alle de ting, du skal lave med to pinde og en snor.

Planlægning af feriestrik

Vi skal på ferie! Lige om lidt sætter vi os ind i bilen, hele mit rodeo, og kører tværs gennem Europa, helt ned til Sydfrankrig.

Jeg glæder mig så uendeligt meget. Jeg har ikke været på “rigtig ferie” (hvad det så end er) i 3 år. Og ja, jeg er med på, at det lyder forkælet, når andre aldrig eller endnu sjældnere kommer på ferie. Men jeg savner bare virkelig at være væk med min familie. Vi har i de sidste knap 2 år ikke set nok til hinanden, da min mand har haft et job, der gjorde, at han var meget væk. Arbejdede eftermiddage og aftener, weekender, ferie, helligdage. Så jeg var meget alene med turbotrioen, og der manglede altså bare en. Både den ekstra voksne, der lige kunne kigge efter ungerne, mens den anden fik kørt med ting på genbrugen eller fik fikset ugens indkøb osv., men især den ekstra voksne, der lige kunne læse en bog, kigge på skoleopgaver og ligge og putte. Der er mange familier, der arbejder sådan, og får det til at fungere, men det kunne mærkes på alle, at de savnede deres far, og det var svært for en familie som vores at finde ud af at arbejde så adskilt. Vi kan bedst lide at ligge i en stor bunke sammen det meste af tiden, og vores børn er af samme grund nogle små flokdyr, der allerhelst vil have, at vi allesammen er hjemme. Sådan har de fleste børn det jo i virkeligheden nok, men mine rødder siger det i hvert fald. Nu er vi samlet igen, og min mand er tilbage i et “almindeligt” 8-16-job, og det er dejligt for os alle. Den knude af, ja lad os kalde en spade for en spade, stress, jeg har haft lige midt i maven det første halvår af 2018, løsnes lidt for lidt. Jeg er stadig ret forvirret i mit hoved. Det er vist mest noget, jeg selv lægger mærke til, men når man normalt har været relativt hurtig i hovedet, så er det mærkeligt at opleve det gå i dvale, som det gjorde i foråret. Nu er der omløb deroppe igen, og jeg glæder mig til at komme på ferie, uden at have “brug for det”, som jeg havde, da jeg gik på sommerferie. Glæder mig til at se Kajsa, den yngste, indtage pool og is og feriestemning. Glæder mig til at se drengene bade og være sammen og længe oppe. Glæder mig til at være fysisk langt væk fra hverdag og vasketøj og “burde”. Det bliver dejligt.

Det største issue er selvfølgelig, hvad skal jeg strikke – både på vejen frem og tilbage; som immervæk byder på mange timer i bil. Men ikke mindst dernede. Der er en masse babyer på vej omkring mig, så de skal jo nok have lidt, men når det er af pindene, så har jeg bestilt garn til en herresweater, så den regner jeg med bliver “Hovedværket” i de godt 10 dage, ferien varer.

Den skal strikkes i Peruvian Highland Wool fra Filcolana– den kvalitet er, ud over at være virkelig dejlig at strikke med og ikke mindst have på, også fantastisk, da den har et kæmpe farvekort. Og det er altså noget, der er værd at tage med, når man som jeg laver opskrifter, der skal kunne strikkes af folk med mange forskellige typer smag. Så jeg bliver altid glad, når en garnkvalitet har mange farver.

Selv har jeg bestilt garnet hjem i brun – Jeg synes brun er en virkelig lækker farve til mænd (især min egen); ikke så hård som sort eller “kedelig” som grå og marine (som jo også er pænt), men sådan lidt luksuslækker. Han har selv nogle ideer til, hvordan han kunne tænke sig, at trøjen skal være, og jeg håber at vi kan finde en fælles vej, hvor han får det han ønsker og jeg samtidig kan lave en opskrift med lækre detaljer. 

Mellemmand og første skoledag

I går startede vores mellemste i skole. Første skoledag. For barn nummer 2 – det synes min “mor-tids-forståelse” næsten er endnu vildere end med nummer 1.

Han har gået i førskole eller før-sfo, eller hvad de nu kalder det rundt omkring, siden maj, så på den måde er 1. skoledag jo ikke lige så skelsættende, som det var engang. Og heldigvis da for det – det der med, at første skoledag skal være en stor dag, er jeg helt med på, men for begge vores skolebørn har det været fint med en periode der lå mellem børnehaveliv og skoleliv til lige at finde sig selv og lære de nye kammerater og omgivelser at kende. Så det er jeg glad for eksisterer på drengenes skole. Drengenes skole er en lille skole, og fritidsordning og skole ligger i de samme lokaler – det har også betydet, at de fik deres klasselokale ved siden af de eksisterende klasser, allerede da de startede i maj, og da der kun er 1 spor, så blev det meget naturligt bare den nye 0. klasse for de andre allerede der.

Derfor har vi forsøgt at gøre noget særligt ud af den første skoledag på en anden måde. Fx ved at han først “fik lov” til at have sin skoletaske og penalhus med i går og ved at tage (nogenlunde) pænt tøj på og sørge for lækker eftermiddagsmad og besøg af bedsteforældre til børnevalgt menu om aftenen. Traditionen tro skal vi også høre “Første skoledag” med Hr. Skæg meget højt i bilen, og mens storebror skrålede med bagi, så sad ham, der faktisk havde første-første-skoeldag og kiggede tænksomt ud af vinduet. Og så fik jeg lidt i mit morøje. For det ER jo først rigtig skole fra nu af, så dagen i sig selv er jo stor. Og al den opmærksomhed, der fulgte med det, fordøjer han bedst helt stille inde i sig selv.

Særligt med ham vores mellemmand er vi ret opmærksomme på, at få markeret hans store dage også. Med kun 2 år op til storebror er det jo ikke længe siden, at vi stod og havde 1. skoledag med ham også, og som lillebror kan man derfor hurtigt ende lidt i slipstrømmen, når “vi” nu har prøvet det før. Han er helt anderledes end storebror, og bryder sig meget lidt om at være i centrum (hvilket bliver et problem for ham, når han nu har erklæret, at han skal være rockkstjerne), men det betyder jo ikke, at dagene ikke betyder noget for ham.

Da han havde første dag i sfo i maj, lignede han én der skulle kaste op det meste af dagen. Nervøs og genert og ubehageligt til mode. Det gentog sig igen i går –  på trods af at han kendte vennerne, omgivelserne og lærerne og alt var det samme; Intet var det samme. Det er ikke så meget omstændighederne som opmærksomheden, han virkelig ikke bryder sig om. Han kan også godt finde på at gemme sig under et bord til sin egen fødselsdag. Derfor er det også ret grænseoverskridende, når skolelederen nævner ens navn blandt de nye elever, og man skal tage imod en rose fra en af de store børn, og man skal kaste lidt jord på et nyplantet træ og så skal man også huske hvornår man skal hentes og hvor man har lagt sine fodboldkort.

Men han kom igennem det, og så snart læreren sagde, at nu måtte de godt sige farvel til deres forældre og løbe ud og lege, så sprang han glad og fro ud på legepladsen og var ham, vi kender igen. Vi kender også ham den anden, og ham er der også plads til.

Han kom hjem fra dagen og var glad og stolt. På den der måde, hvor han kigger lidt genert væk, når man spørger ind. Nu er han skoledreng – og det er altså lidt vildt, at man nu har to af dem. De bedste to.

Harald bliver født

Læs første del her 

Læs anden del her

Læs tredje del her

I dag udkommer bogen LUN – strik og hækling til mor og baby, som jeg er medforfatter på – derfor er vi også nået til sidste del af min lille føljeton om at blive mor; babyen bliver født.

At vide præcis hvilken dag, ens baby kommer til verden, er en mærkelig størrelse. Det gav mig en sær form for ro at vide, hvilken dag det var – som om jeg tænkte, at jeg ikke kunne gå i spontan fødsel inden, så nu vidste jeg, hvad jeg skulle planlægge efter.

Dagen før kejsersnittet kunne jeg sige farvel til min underviser på uni og sige “jeg kommer ikke i morgen, der skal jeg føde”. Resten af dagen gik med infomøde på Rigshospitalet, og vi tog ud at spise og i biografen, for at få tiden til at gå – tiden var mærkelig den dag; føltes som et vakuum, hvor i går føltes som meget kort tid siden og i morgen var evigheder væk.

Jeg sov elendigt om natten – havde mareridt om, at han havde vendt sig i maven, og at vi derfor ikke ville få ham med hjem dagen efter alligevel. Jeg havde indstillet mig på det kejsersnit nu, og nu skulle han bare ud.

Da det endelig blev morgen, og vi tjekkede ind på Riget, gik det hele slag i slag og klokken 9 var 3520 g Harald født.

Så stod man der. Nyslåede forældre til verdens smukkeste barn.

Tiden efter husker jeg kun i fornemmelser og enkelte episoder. Morgenmad med en lille en liggende i sækkepude ved siden af. Brystbetændelse, feber, penicillin og en snert af melankoli. Mælk der løber til og gør ondt og tudeture i badet, hvor man tænkte “det var ikke det her, jeg havde bestilt”. Opgaver til studiet og familiearrangementer og lure med et levende væsen på maven. Eksamen med en dreng på 3 måneder på armen. Det var overlevelse, men det vidste jeg ikke dengang. Det ved man jo ikke med første barn – pludselig er man ude på den anden side, og så er tiden, der gik, en tåge. Overskyggende var selvfølgelig kærligheden til den lille dreng, og vi følte os som verdens heldigste – og det var vi.

Han var (og er) et helt fantastisk barn og skabte stor glæde alle steder. Han var glad og smilende, og hans kontakt med verden omkring ham var allerede fra start helt usædvanlig, hvilket flere da også bemærkede. Men om natten græd han. Ikke bare et enkelt grynt eller lidt luft i maven. Han skreg trøstesløst fra midnat til tidlig morgen. Min mand måtte gå ture med barnevognen på Nørrebro og se solen stå op. Ikke for at Harald kunne sove, men for at jeg kunne. Til et tjek hos lægen nævnte jeg, at han græd en del, men vi fik blot at vide, at det gør små børn jo. Det var først, da vi fik lillebror 2 år efter, at vi fandt ud af at ja, det gør de, men ikke så meget. Lægen foreslog, at vi kunne hyre en taxa til at køre rundt om Søerne med ham bagi, og så kunne vi tjekke ham hvert kvarter, når taxaen kom forbi os igen. Børn falder jo i søvn i bilen, og det havde hun hørt om flere, der havde gjort. Vi smilede og sagde tak for rådet. I stedet købte vi ikke længe efter selv en bil, og barnevognsturene blev erstattet med natlige køreture på motorvejene omkring København.

I denne periode husker jeg også særligt fornemmelsen af tid – den første tid med et lille barn, der græder meget, særligt når det er det første barn, er meget kompakt. Den er evig, når man er i den. Man ved ikke, hvornår det ender. Man kan ikke fornemme, at om en måned er alting (måske) forandret igen. Man køber produkter for at løse akutte problemer, der reelt “kun” varer 14 dage, men man ved det ikke. Det er som at cykle en tur til et sted, man ikke ved hvor ligger. Allerede anden gang, man kører ruten, føles den kortere, fordi man kender vejen og målet. Jeg tror, at det er en af grundene til, at efterfølgende børn tit virker nemmere – man kender turens varighed.

For Harald var det dog ikke “kun” de første par måneder, at hans grådproblemer stod på. Han kom selvfølgelig til alskens osteopater og ørelæger osv. i sine første par leveår det lille væsen. Og der var da også lidt med både nakke og ører, men selvom det blev fikset, hjalp det ikke. Soveproblemerne fortsatte; fra babygråd til decideret night terror fra han var 1-3 år – sent i seng og tidligt op, timevis af skrigeture i løbet af natten. Indre billeder af min mand, der er faldet i søvn på gulvet midt om natten ved siden af en stadig vågen dreng. Fornemmelsen af mig selv, der gjorde det samme. Hvis der findes A- og B-mennesker, så er Harald slet ikke en del af alfabetet. Og selv i dag – 8,5 år senere – har han brug for mindre søvn end de fleste.

Når jeg tænker tilbage på perioden med den meget lille dreng, kan jeg blive ramt lige i maven. Jeg bliver ked af det. Over at livet var svært for ham som ny i verden. Ikke over min egen manglende nattesøvn eller de ting, man får vislet gennem de sammenbidte tænder, når det er ens tur til at stå op om natten. Solens stråler skyller nattens eder og forbandelser væk, det har været aftalen hjemme hos os. Jeg kan huske fornemmelsen af ensomhed, når man igen følte sig som det eneste vågne menneske i København, men heller ikke det minde stikker i mig længere. Jeg er ked af, at vi ikke kunne hjælpe ham. At alle forsøg på at få ham til at stoppe med at græde mislykkedes. Den del af fornemmelsen havde jeg ikke, da vi stod i det – der troede jeg bare, at det var sådan, det var at få en baby, og vi snakkede aldrig om, at han skulle være særligt bøvlet at have med at gøre, eller at han græd mere, end andre babyer vi stødte på. Det tror jeg i virkeligheden blev vores redning; at vi ikke vidste bedre. Fordi vi ikke vidste, at det ikke var sådan, det skulle være, var der heller ikke andre, der vidste, hvor galt det egentlig stod til med det. Kun min mand og jeg var jo i lejligheden om natten. I løbet af dagen var han verdens gladeste barn – så længe han slap for at skulle sove lur.

Flere år efter tror jeg, at mange ting gjorde, at Harald sov dårligt i de første år. Han er født ved kejsersnit. Man ved at den “naturlige vej ud” også retter baby ud efter en trang tid inde i maven, og den udretning manglede han jo så. Den del af problemet blev løst, da han var ca. en måned gammel og kom til osteopat. Han er født “ufrivilligt” en uge før tid, og selvom det kun er en uge, så kunne han nok godt have brugt den uge til at modne lidt mere. Derudover ved man også, at børn født vaginalt opsnapper nogle gode bakterier med sig ud til hele mave-tarmsystemet. Da jeg fik brystbetændelse umiddelbart efter Haralds fødsel, endte jeg på penicillin – den endte med at smadre hans mave totalt gennem mælken, og en masse mælkesyrebakterier til trods, var han allerede pga. kejsersnittet lidt bagud på point der. Da han var omkring 1 år, fandt vi ud af, at han var ørebarn – det er han stadig og skal snart have lagt dræn igen, men der er i hvert fald gået et par søvnløse nætter ind på kontoen af den grund også.

Den helt store grund til, at Harald sov dårligt og i perioder stadig gør det, er dog slet ikke fysisk – den sidder mellem ørerne på ham. Der sker simpelthen for meget i hovedet på ham. Da han begyndte at farvesortere sine Duploklodser i en alder af 9 mdr., vidste vi jo godt, at han var lidt til en side. Da han gik forbi en McDonalds skraldespand og sagde, at der stod “kat” (TAK stavet bagfra) i en alder af 3 år, tænkte vi, at det var ret tidligt at begynde på den slags. Da han kunne alles adresser som 2,5-årig var det til gengæld superpraktisk. Men når der sker så meget i hovedet på en, selvom man kun en en lille dreng, så crasher hjernen altså engang imellem. Man opfatter mere, end man kan processere. Man tror, at verden bliver ens ansvar. Heldigvis stoppede gråden, da han var omkring 3,5 år. Den blev bare erstattet af perioder, hvor han var vågen om natten. Kiggede, snakkede. Tænkte.

At fortællingen om Haralds sind kommer til at fylde en del, når jeg skal beskrive, hvordan det var at blive mor, så er det fordi, det netop har været årsagen til mange bekymringer og mange af de følelser, der var forbundet med de første år, hvor han ikke altid trivedes. Det har været årsag til en masse søvnløse nætter, institutionsskift og snakke med pædagoger, psykologer og socialrådgivere op gennem hele hans daginstitutionstid, for hvordan skulle alle vi voksne omkring ham hjælpe ham? Indtil der var en psykolog til endnu et børnehavemøde, umiddelbart inden vi flyttede fra København, der sagde “der er jo intet galt med Harald, han er bare virkelig klog”. Der var en knude, der løsnede sig – at andre kunne se, at der faktisk intet var i vejen, han var bare… Harald. Og at han nok er lidt asynkront udviklet – for hovedet er ældre end følelserne, men han er stadig en helt normal dreng.

Nu er han 8,5 år gammel. Jeg er så glad for, at vi fik ham, lige da vi gjorde, og jeg tror, det har gjort mange ting nemmere for os, at vi ikke var så gamle- i forhold til alle de lavpraktiske ting med at være studerende osv. er det gået forrygende, og jeg vil anbefale alle, der har lyst selvfølgelig, at få deres børn i studietiden. Men jeg tror særligt, at det var meget nemt for os at falde ind i rollen som forældre, fordi vi ikke var særlig etablerede i vores voksenliv på det tidspunkt. Når jeg ser mange debatter eller hører bekendte omkring mig i dag, hvor de får deres første børn, fortælle om manglen på voksentid/partid/frihedstab eller beskriver det, at være mor som en “rolle”, så genkender jeg det ikke. Det er ikke fordi, jeg ikke vil, eller fordi jeg ikke kan forstå det, men simpelthen fordi vi ikke har haft det. Vi blev voksne samtidig med, at vi fik et barn. Det er svært at beskrive fornemmelsen, men jeg har stort set ikke prøvet at være “voksen-Thea” uden også at have et barn. Måske det slet ikke giver mening. (Red. Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke engang imellem kan tænke om hele familien, at de skal skride ud af hytten, så jeg kan strikke i fred – jeg har også brug for tid, hvor jeg er helt alene. Det er bare en meget eksotisk vare). 

På den måde har han som barn defineret mig ikke kun som mor men også som voksen – han har givet os en ilddåb i forældreskabet, så alt derfra var piece of cake. Der skal en del til at slå mig omkuld nu – både når det kommer til søvnløse nætter og skrigeture men især, når det kommer til alle de bekymringer, der hører med. Been there, done that.

Da Harald var 1,5 år valgte vi, at vi skulle have en mere – for det gik jo så godt. Og det gjorde det også, vi nød at være en lille familie, og vi var en lille enhed fra start – det var os mod resten af verden, var (og er!) vores motto.

Yderligere et par år efter kom der endnu en til flokken, så vi nu rummer 3 artister i det lille cirkus 🙂

 

Drengen med den runde numse

Graviditeten gik fantastisk, bortset fra massiv kvalme de første måneder, var der ikke en finger at sætte på noget. Til gennemscanningen i uge 20 fandt vi ud af, at vi ventede en lille dreng. Da vi begge har to søstre, var vi helt overbevist om, at vi skulle have en lille pige, men ham der lå derinde har overrasket os fra start, så selvfølgelig skulle det være en lille dreng.

Tiden gik og alle glædede sig – kommende bedsteforældre, mostre, fastre og oldeforældre. Alle bekymringer, jeg måtte have haft omkring folks betænkeligheder blev gjort til skamme. Ikke mindst vennerne omkring os, der nærmest så vores kommende familieforøgelse som en form for maskot til vennegruppen.

Da tiden kom, og drengen snart skulle ud, begyndte jeg til fødselsforberedelse. Jeg glædede mig til fødslen. Så frem til “nu er det nu”-beskeden til min kæreste og forestillede mig, hvordan det skulle være en oplevelse, vi skulle være fælles om. Lærte ord som fødselskanal og øvede åndedræt og læste op på det gode ved en naturlig fødsel osv.

Til et tjek et par uger før termin mærker jordemoderen på maven. Hun spørger mig, om han hele tiden har ligget sådan der? Jeg kigger uforstående på hende. Hun siger, at der sikkert ikke er noget, men at hvis det er numsen, der er opad, så er det en meget rund numse, han har. Hun ringer til Riget, og vi får en tid til scanning samme aften. Ganske rigtigt – baby vender med numsen nedad.

Vi fik en tid til et vendingsforsøg allerede dagen efter, hvor de ville forsøge at vise ham udgangen. Vi fik målt hjertelyd osv. og alt var perfekt. Jeg fik noget medicin, som fik mine muskler til at slappe af, så jeg ikke ville få veer, når de begyndte at mosle med ham. Så gik lægen ellers i gang med at prøve at vende baby, og han kom da også halvvejs rundt, men så dykkede hjertelyden, og han kunne simpelthen ikke vendes. Normalt bliver man tilbudt to vendingsforsøg, men lægen ville ikke prøve igen, fordi babyens puls dykkede, så der måtte altså være en grund til, at han ikke selv har vendt sig – det kunne f.eks. være at navlestrengen var for kort, som den faktisk var på mig selv, dengang jeg lå i maven, hvilket sagtens kunne være genetisk sagde lægen…

Derfor gik vi derfra med en baby med numsen nedad og en tid til et kejsersnit 1,5 uge efter.

 

Fun fact: 3 uger før, at baby kommer til verden beslutter vi os for, at blive gift. Det var den første forårsdag på året, 6. marts, og jeg var blevet 22 år og min nu mand var 24 år. Vi havde ikke råd til at sikre hinanden gennem en advokat, så derfor blev brylluppet den billigste – og bedste – løsning på en praktisk udfordring. Sådan er vi nok begge to mere praktikere end romantikere. Det var en dejlig dag med vores tætteste familie.