Vi har solgt vores ene bil. Ja, når jeg skriver det sådan, så kan I jo nok fornemme, at vi havde to biler indtil for et par måneder siden. Det betyder, at jeg nu tager toget til og fra arbejde. Og det passer mig ganske fint. Vi bor i Holbæk, der ligger en times tid fra København, hvor jeg arbejder. En time, der i bil hurtigt blev til halvanden og nogle gange to timer i tæt myldretid, trafikulykker og frostvejr på motorvejen. Dødssygt, for at sige det lige ud. Det må jeg gerne sige nu, for nu er jeg “ude på den anden side” – inden vi solgte bilen, havde jeg en aftale med mig selv om, at det der med at pendle, det måtte ikke blive en sur tjans, og det har jeg holdt fast i. Så snart jeg begyndte at brokke mig over trafikken, havde jeg tabt, for det var og er nu engang et vilkår, når man bor 70 km fra sit arbejde.

Så nu er bilen skiftet ud med toget i stedet, og ja – det er altså bare meget mere afslappende at lade sig tranportere i stedet for at sidde med foden på koblingen hele tiden. Jovist – nogle gange er toget forsinket, aflyst og det er vådt og koldt, men togtid er jo ikke kun manglende koblingsknæ, det er også mere strikketid! Og hvilken åbenbaring at have flere “frie” timer til mit strik hver eneste dag. Jojo, indtil videre er det ikke blevet til så meget strik, da jeg har brugt tiden i toget på at få arbejdet mig igennem mails og småtterads, inden jeg tikker ind på kontoret – hvilket altså også kan noget! – men muligheden er der, og derfor har jeg selvfølgelig mit strik med i tasken. Derudover er der jo god tid til at høre podcast, lydbøger osv. I bilen hørte jeg altid radio, og det kan jeg sådan set også godt lide, men der er mere tid til fordybelse i en god fortælling i toget. Med andre ord – Fedt! Derfor har jeg lavet en liste over de lydbøger, jeg har hørt de sidste par måneder. De er alle at finde på Storytel (jeg er ikke sponsoreret, det er bare der jeg har abonnement lige nu).

Når det kommer til lydbøger, er der jo flere ting at tage højde for: En ting er selve historien, men derudover er der også oplæseren, som altså har en kæmpe rolle, når det kommer til lydbøger – derfor får de også lige et ord med på vejen. Jeg kan ligeså godt afsløre først som sidst, at jeg er en krimi-kvinde: En god krimi, så er jeg glad. 😛 Derfor deler jeg her de senest aflyttede krimioplevelser med jer i vilkårlig rækkefølge   , så kan I jo lade jer inspirere eller gå udenom:

Kastanjemanden af Søren Sveistrup: Her har forfatteren til vores allesammens “Forbrydelsen” (I ved, den der med sweateren) begået sin første bog. Det er tydeligt, at vi har med en manuskriptforfatter at gøre her – og det er bestemt meget positivt: Der er knald på fra side 1 og alle kapitler er korte og alle med fremdrift – man kan ikke undgå at blive meget underholdt, hvis man er vild med den såkaldte “nordic noir”-genre. Ikke en krimi, du gennemskuer fra førte side – men en intens og spændende en af slagsen.  Når det kommer til oplæseren, så er han virkelig god – Martin Greis-Rosenthal; Behagelig stemme og tempo og virker sikker i det danske sprog. Jeg hører netop nu Bjerget af Luca D’Andrea, også oplæst af netop ham, og der gør han det også godt.

Kvinden i vinduet (The Woman in the window) af A.J. Finn: En meget hypet bog sidste år – lidt ligesom Kvinden i toget der var på alles læseliste tilbage i 2015. Det er ikke den samme forfatter, men åbenbart kunne forfatter eller forlag ikke finde på en mere opfindsom titel end en, der næsten matcher. Jeg kan forstå at forfatteren selv er tidligere redaktør og der er bestemt styr på genren, referencer til populærlitteratur og film osv. Jeg vil sige, ja, den var underholdende, meeeen også en smule forudsigelig. Måske det bare er mig, der er skadet af at have læst alt for meget i den genre, så jeg hurtigt lurer “who did it” og hvordan det hænger sammen, men i forhold til det postyr, der har været omkring bogen, så var jeg ikke helt blæst bagover. Bogen er ved at blive filmatiseret med altid skønne Amy Adams i hovedrollen – umiddelbart lidt samme rolle, som hun har i Sharp Objects, men der var hun selvfølgelig også god. I forhold til oplæseren er jeg dog ikke fan, og det kan også være, at det er derfor, jeg ikke blev suget helt ind i fortællingen – det har altså bare en ret stor betydning. Et no go for mig med oplæsere er, når de laver stemmer til de forskellige karakterer – og det gør oplæseren her. Det er mildest talt irriterende. Derudover var der simpelthen for mange ord, som blev udtalt forkert – og ja, det er sgu nok bare mig, der er totalt emsig, men det handler ikke så meget om, hvorvidt det er korrekt udtalt eller ej, men om at man bliver revet ud af fortællingen, når et ord bliver udtalt helt forkert, og man skal rode bagerst i sin hjerne for at finde ud af, hvad der mon har stået på de oplæste linjer. Så mit råd, hvis du vil give dig i kast med den bestemt underholdende Kvinden i vinduet, er at læse den selv, hvis du kan komme til det.

Dødelig løgn (The Liar’s girl) af Catherine Ryan Howard: Denne krimi blev anbefalet til mig af “Storytel”, og bortset fra den helt forfærdelige danske titel, der lyder som et miks mellem et Barnaby-afsnit og en Agatha Christie-roman, så var den egentlig overraskende god. Ikke sådan blæst bagover-god, men god underholdning; stramt konstrueret, anderledes persongalleri – i stedet for at en kriminalkommisær eller en dødsforagtende journalist er hovedpersonen, følger vi her i stedet den dømte morders tidligere kæreste. Ikke mindst med en behagelig oplæser, der – meget vigtigt – ikke gør det store væsen af sig. Jeg forsøgte efterfølgende at høre Catherine Ryan Howards anden roman, men kunne ikke rigtig blive indfanget ordenligt, men den har nu fået ok anmeldelser, så det kan være at jeg giver den et skud mere on a rainy day.

Nora Sand-trilogien af Lone Theils: Lone Theils er sej. Det synes jeg, fordi jeg har hørt hendes meget begavede og interessante podcast på P1 “87 sekunder”, hvor hun researcher for åben mikrofon. Det er et interessant indblik i det at skrive en kriminalroman. Denne gang gav jeg dog i kast med hendes indtil videre tre bøger om London-korrespondenten Nora Sand: Pigerne fra Englandsbåden, Den blå digters kone og Heksedrengen.  Hvis de tre bøger skal rangeres, så er nummer 1 bedst, nummer 2 på andenpladsen og nummer 3 på sidstepladsen. Så nemt er det. Pigerne fra Englandsbåden er en klassisk krimi, med en gåde der skal løses og en bindegal morder. Underholdende og spændende til det sidste, selvom man godt ved, hvem morderen er. Lone Theils skriver virkelig godt – uden for meget udenomssnak får hun præsenteret karakterer og hændelser troværdigt og fængende. Men jeg synes i de to næste bøger, at der sagtens kunne have været skrevet 100 sider mere, der kunne etablere bogens univers og sandsynliggøre omstændighederne. Der er simpelthen ikke nok om selve baggrunden, motivationen for de hændelser der sker – man når ikke at blive opslugt, før det er forbi. Særligt i den sidste Heksedrengen, der omhandler bortførslen af en russisk oligarks søn og en kult fra Nigeria, ville jeg gerne have etableret særligt den Nigerianske del meget mere – man nåede simpelthen ikke at “tro” nok på de okkulte motiver. Okkulte motiver, der i sidste ende ikke rigtig havde noget at gøre med den egentlige forbrydelse, men endte med at blive et sidespor og derfor er titlen egentlig også ret misvisende. Hvilket er virkelig ærgerligt, da jeg eeeelsker lige præcis mikset af okkult og krimi, så potentialet var der, men blev ikke forløst. Den sidstnævnte bog er også noget kortere end de to foregående, så jeg tro simpelthen bare, at der har været en alt for skrap redaktionsproces igang. Alt andet lige er de dog værd at høre (eller læse) allesammen – underholdende og lige til. Oplæseren derimod skal man virkelig have fidus til. Jeg ved, at hun har indlæst rigtig mange bøger, men nogen burde simpelthen stoppe hende i at lave dialekter og accenter til alle karakterer – det er ekstremt forstyrrende – nogle gange måske også racistisk – og ikke mindst dobbeltkonfekt at oplæse noget på drævende nordjysk eller med tyk russisk accent, når der bagefter står “sagde xx på nordjysk/med russisk dialekt”. Det er et eksempel på, hvordan man som fortæller kan ende med at forstyrre en historie rigtig meget, og lidt ligesom Kvinden i vinduets-oplæser, så bliver man konstant revet ud af fortællingen, fordi man skal forholde sig til en ny stemme eller accent. Pigerne fra Englandsbåden ville få en 4 ud af 5 hos mig, men som samlet serie er vi nok omkring 3.

Hvilke gode lydbøger vil du anbefale?