Thea læser. Igen.

Fra én strikker til en kommende

Engang læste jeg en artikel i et blad med en eller anden kendis- jeg kan ikke huske hvem, men fokus for artiklen var, at vedkommende var besat af at strikke, og at han (!) elskede garn så meget, at han arrangerede det i små stilleben, som han så kunne nyde. Jeg tænke, at han var en freak; hvem fanden arrangerer uld på podier i vindueskarme?

Klip til Thea få år efter, der strikker som en besat, køber garn fordi hun synes, det er pænt og aer de ekstra fine garnnøgler. Pludselig forstod jeg ham, for det er jo præcis sådan, jeg selv har det nu.

Det er 8 år siden, jeg lærte at strikke, og siden da er det som bekendt kun gået én vej – fra begynder til besættelse. Jeg husker de kampe, jeg havde med garnet i starten, selvom jeg nu egentlig bilder mig ind, at jeg havde et talent for det også; jeg er sikker på, at nogen ville have sværere ved at lære det, end jeg havde. Derfra var der ikke andet at gøre end at øve sig. Rigtig meget. Så jeg er selvfølgelig på ingen måde kommet sovende til det, jeg kan i dag. Jeg har haft perioder, hvor jeg har været sur på mit strikketøj (man udvikler jo et lidt forkvaklet forhold til det, man sidder med i hånden aften efter aften), og jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har gidet at strikke, men jeg har aldrig haft perioder, hvor jeg har været træt af at strikke, eller hvor jeg har tænkt, at nu måtte jeg finde noget andet at kaste mig over, for nu havde jeg gennemført strik. På den måde er det en fantastisk hobby, som man kan udvikle hele livet og hele tiden lære mere om; der er altid en teknik, man ikke har prøvet før, så man kan blive ved med at avancere, og samtidig kan man komme utrolig langt med meget lidt.

Til jer, der måtte læse med her, som ikke strikker, lyder det selvfølgelig crazy, men så overfør tanken til noget, der betyder noget i dit liv; noget du ville ønske for alle, at de kunne.

Fordi jeg jo synes, at strik er det fedeste i verden og både kan bruges som hobby og survival skill når zombieapokalypsen rammer (man bliver meget populær, når man kan strikke sokker til folk), så er jeg også altid vældig begejstret, når nogen omkring mig melder ud, at de gerne vil lære at strikke, og hvis jeg kan mærke, at de mener det seriøst, så tager jeg bestemt deres ønske alvorligt:

Sådan havde jeg det, da Cecilie spurgte mig, om jeg ikke ville lære hende at strikke. Cecilie og jeg har “mødt hinanden” på Instagram, hvor vi har haft en on going snak og teori-udveksling om ugens afsnit af The Affair på HBO. Cecilies mand har engang passet mine unger, men det gik først op for mig en dag, hvor hun lagde et billede op af ham. Velkommen til lille verden. I dag skal vi så mødes for første gang, og jeg har pakket pinde og garn til hende samt en masse småting, så hun kommer godt fra start. Det er min erfaring, at det godt kan betale sig at investere i lidt af det gode udstyr, når man går igang, så man ikke mister lysten til at strikke, fordi man har arvet en gammel rundpind med stiv wire fra sin farmor og noget akrylgarn, der knirker når man strikker. Det går ikke!

Nu må vi se om jeg formår at give min glæde videre – i starten handler det nemlig ligeså meget om at få etableret en glæde ved at kunne skabe selv og ikke mindst om at holde fast i sin beslutning om at ville lære det, og så fortælle sig selv, at tålmodighed er noget, man lærer undervejs.

Ingen kommentarer endnu

Vil du være med i snakken? Kommentér gerne - så bliver jeg så glad :)

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Thea læser. Igen.