Dengang jeg ikke kunne få børn

Netto-fornemmelsen

Læs første del her

Der er nu gået 13 dage, siden jeg fik at vide, at jeg ikke ville kunne få børn uden hjælp.

Dagen før vi skal køre ned gennem Europa med min kærestes søstre, står jeg i køen i Netto. Jeg har det mærkeligt. Havde hende gynækologen ikke sagt, at jeg snart skulle have menstruation? Den var ikke kommet. Typisk at den skulle komme lige som man skulle sidde i en bil i 24 timer og derefter opholde sig ved en pool i en uge. Da jeg rykker frem i køen falder mine øjne på en blå pakke oppe ved kassen, og pludselig ved jeg, hvad der (ikke) er galt.

Vel hjemme fra Netto, tager jeg graviditetstesten, der røg på båndet i sidste øjeblik, og gemmer den i et af køkkenskabene. Jeg vil ikke lade min kæreste tro, at der er noget, der ikke er. Uden egentlig at vide, hvad der ville være den gode eller dårlige nyhed. Vi er unge og studerende, vi ønsker jo ikke et barn lige nu. Jeg vil heller ikke virke skør. Det virker skørt at købe en graviditetstest 14 dage efter, man får at vide, at man ikke kan få børn. Som at svælge i egen ulykke – nærmest ønske at blive slået i hovedet med en negativ test.

Morgenen efter vågner jeg før min kæreste. I dag skal vi køre til Sydfrankrig. Jeg lister ud på toilettet for at tage testen. Min mand vågner, og jeg går ind i soveværelset til ham. Han har fortalt, at det eneste, jeg sagde, var “nu må du ikke freake ud”.
Få timer senere sad vi i bilen ned gennem Tyskland med mine to svigerinder. Jeg havde forfærdelig kvalme, men skyggen på livmoderen var ikke min menstruation, men ville blive derinde 8 mdr. endnu. Med andre ord havde jeg været gravid fra få dage før, at jeg fik beskeden om, at jeg nok ikke kunne få børn uden hjælp. Jeg skiftede gynækolog umiddelbart efter.

Og min mands reaktion, da han så de to streger? “Jamen så skal vi jo være forældre”.

Med mig i bilen mod Provence havde jeg en lille notesbog. Den brugte jeg til at skrive beskeder til det barn, jeg nu vidste, lå inde i maven. Jeg havde stort behov for, at virkeligøre det, der skulle til at ske. Vi kendte ikke andre med små børn eller nogen andre, der var gravide, så alt hvad der skete lige nu var helt nyt. Lige nu var vi alene med hemmeligheden, og der ventede 14 dages familieferie forude, men vi var ikke klar til at dele det med andre – dertil var det for uvirkeligt og alt for kontrastfyldt til de foregående ugers halvdeprimerede tilstand. Jeg vidste stadig ikke helt, om jeg skulle tro på det, og jeg havde derfor medbragt et arsenal af teste, som jeg brugte enhver given lejlighed til at tisse på, når vi ramte en rasteplads dernedad. De var alle bankende positive. Jeg vidste heller ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, men jeg vidste, at hvem end, der lå derinde i maven, så var det vores, og vi skulle selvfølgelig have det barn. At få at vide at man ikke kan få børn selv, for derefter at teste positiv allerede 14 dage efter virkede som så stort et mirakel, i mangen af mindre bombastisk udtryk, at det ikke kunne være anderledes, og vi ønskede det heller ikke anderledes. Samtidig var der dog en masse tanker, der meldte deres indpas. Det handlede især for mig om, hvordan andre ville tage det, at vi besluttede os for at få et barn. Hvordan skulle man fortælle det til sine forældre? Få måneder forinden havde jeg fortalt om en bekendt, der ventede sin førstefødte i en alder af 20 år, og det var blevet mødt med, i hormonslørets lys, lidt hovedrystende reaktion. Hvad ville de så ikke tænke, når det var deres eget barn? Hvad ville min mormor tænke? Hun ville sikkert være bange for, at jeg ville droppe ud af uddannelsen, eller at min kæreste ville forlade mig og at jeg ville stå med barnet alene. Og apropos uddannelse, kunne man så overhovedet komme i mål med det, når man var så ung og stadig manglede minimum 3 år? Alle de tanker skrev jeg ned i den lille bog.

I Sydfrankrig sneg vi os til et par gåture alene, hvor vi kunne vende tingene. Vi havde vildt lyst til at dele det med familien dernede, men samtidig tænkte vi, at vi ville til lægen derhjemme først for at sikre, at det hele var ok. Jeg benyttede stadig enhver lejlighed til at tage en ekstra test – kunne sådan en vise falsk positiv? Hvis jeg nu prøvede at tage en fransk test, og den så også var positiv, så måtte den være god nok. En scene på et apotek i Avignon, hvor jeg forsøger at forklare på det sparsomme fransk, jeg kan (hvilket er ca. intet), at jeg gerne vil købe en graviditetstest, blev ren Gøg og Gokke. De franske apotekere nægtede at forstå, hvad jeg mente, indtil jeg forsøgte at tegne en bule på min mave med mine arme og derefter stak hænderne ned mellem benene, som om jeg tissede på dem og slutteligt aflæste resultatet i håndfladen, mens jeg sagde “bebe? oui? no?”.

Også den franske test viste “oui” og vi troede nu så meget på det, at jeg stoppede med at købe tests og i stedet bare begyndte at glæde mig, mens jeg lod som om, at jeg spiste min meget sunde PCOS-mad, mens sandheden var, at jeg næsten kun kunne holde lidt cola i mig.

Fortsættes…

Min svigerinde og jeg på bagsædet ned gennem Europa i juli 2009 – hun venter sit første barn nu 🙂

I anledning af at bogen LUN – strik og hækling til mor og baby udkommer d. 3. august deler jeg her min egen historie ind i moderskabet. Du kan købe LUN her

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dengang jeg ikke kunne få børn