Planlægning af feriestrik

Vi skal på ferie! Lige om lidt sætter vi os ind i bilen, hele mit rodeo, og kører tværs gennem Europa, helt ned til Sydfrankrig.

Jeg glæder mig så uendeligt meget. Jeg har ikke været på “rigtig ferie” (hvad det så end er) i 3 år. Og ja, jeg er med på, at det lyder forkælet, når andre aldrig eller endnu sjældnere kommer på ferie. Men jeg savner bare virkelig at være væk med min familie. Vi har i de sidste knap 2 år ikke set nok til hinanden, da min mand har haft et job, der gjorde, at han var meget væk. Arbejdede eftermiddage og aftener, weekender, ferie, helligdage. Så jeg var meget alene med turbotrioen, og der manglede altså bare en. Både den ekstra voksne, der lige kunne kigge efter ungerne, mens den anden fik kørt med ting på genbrugen eller fik fikset ugens indkøb osv., men især den ekstra voksne, der lige kunne læse en bog, kigge på skoleopgaver og ligge og putte. Der er mange familier, der arbejder sådan, og får det til at fungere, men det kunne mærkes på alle, at de savnede deres far, og det var svært for en familie som vores at finde ud af at arbejde så adskilt. Vi kan bedst lide at ligge i en stor bunke sammen det meste af tiden, og vores børn er af samme grund nogle små flokdyr, der allerhelst vil have, at vi allesammen er hjemme. Sådan har de fleste børn det jo i virkeligheden nok, men mine rødder siger det i hvert fald. Nu er vi samlet igen, og min mand er tilbage i et “almindeligt” 8-16-job, og det er dejligt for os alle. Den knude af, ja lad os kalde en spade for en spade, stress, jeg har haft lige midt i maven det første halvår af 2018, løsnes lidt for lidt. Jeg er stadig ret forvirret i mit hoved. Det er vist mest noget, jeg selv lægger mærke til, men når man normalt har været relativt hurtig i hovedet, så er det mærkeligt at opleve det gå i dvale, som det gjorde i foråret. Nu er der omløb deroppe igen, og jeg glæder mig til at komme på ferie, uden at have “brug for det”, som jeg havde, da jeg gik på sommerferie. Glæder mig til at se Kajsa, den yngste, indtage pool og is og feriestemning. Glæder mig til at se drengene bade og være sammen og længe oppe. Glæder mig til at være fysisk langt væk fra hverdag og vasketøj og “burde”. Det bliver dejligt.

Det største issue er selvfølgelig, hvad skal jeg strikke – både på vejen frem og tilbage; som immervæk byder på mange timer i bil. Men ikke mindst dernede. Der er en masse babyer på vej omkring mig, så de skal jo nok have lidt, men når det er af pindene, så har jeg bestilt garn til en herresweater, så den regner jeg med bliver “Hovedværket” i de godt 10 dage, ferien varer.

Den skal strikkes i Peruvian Highland Wool fra Filcolana– den kvalitet er, ud over at være virkelig dejlig at strikke med og ikke mindst have på, også fantastisk, da den har et kæmpe farvekort. Og det er altså noget, der er værd at tage med, når man som jeg laver opskrifter, der skal kunne strikkes af folk med mange forskellige typer smag. Så jeg bliver altid glad, når en garnkvalitet har mange farver.

Selv har jeg bestilt garnet hjem i brun – Jeg synes brun er en virkelig lækker farve til mænd (især min egen); ikke så hård som sort eller “kedelig” som grå og marine (som jo også er pænt), men sådan lidt luksuslækker. Han har selv nogle ideer til, hvordan han kunne tænke sig, at trøjen skal være, og jeg håber at vi kan finde en fælles vej, hvor han får det han ønsker og jeg samtidig kan lave en opskrift med lækre detaljer. 

Efterårets projekter

Efteråret banker så småt på – og jeg må indrømme, at jeg er begyndt at glæde mig. Jeg er nok også generelt mest til overgangsvejr; den hedebølge, vi har haft i sommeren her har væet dejlig, mens man havde ferie – vi har været på stranden flere gange i år end nogensinde før tror jeg. Det har været skønt og let, men også for varmt at vende tilbage til hverdagen i.

Nu er vejret mere omskifteligt, og det passer mig godt; tid til indendørs sysler, hygge osv. Jaja, mind mig lige om det, når vi skriver februar og udsigten til forår og varme er uendeligt langt væk. Men lige nu; der glæder jeg mig til efteråret rigtig rusker. Ikke mindst fordi min store passion jo om noget er en indendørssyssel; strik egner sig nu engang bedst i en lænestol med en kop kaffe til. Og så er det jo nemt at glæde sig til efterår, når jeg lige om lidt har ferie igen og drager sydpå. Havde jeg ikke haft udsigt til en forsinket sommerferie om under tre uger, ville jeg måske være knap så kæphøj.

Jeg har flere projekter i støbeskeen i forbindelse med dette efterår. For det første kommer der i hvert fald omkring 5 nye opskrifter – alt fra huer til trøjer. Indtil videre er der kun planlagt i str. egostrik, men hvem ved; det kan være at en børneopskrift også sniger sig ind. Opskrifter på indtil videre 2 huer ligger allerede klar og venter på udgivelse, og ellers er der gang i lækre ting hos testere og opstrikkere. Jeg arbejder normalt ikke kollektionspræget, men mere hvad jeg lige nu og her har lyst til. Sådan bliver det også i år, men da der er en del nye opskrifter på vej, kan de nok ikke undgå at have fælles tråde (ha, get it?!).

Efteråret betyder også Knitwork i København. Det er i weekenden 21.-23. september, og der har jeg en stand sammen med Jeanette Bøgelund. Omdrejningspunktet for standen er selvfølgelig vores nye bog LUN, som vi glæder os til at vise frem. Man vil kunne købe bog og se modeller. Derudover vil jeg selvfølgelig have min Ingen strikkedarer-bog med samt en masse løsopskrifter og modeller. Vi regner med, at det bliver superhyggeligt, og vi glæder os til at se en masse af jer.

Mellemmand og første skoledag

I går startede vores mellemste i skole. Første skoledag. For barn nummer 2 – det synes min “mor-tids-forståelse” næsten er endnu vildere end med nummer 1.

Han har gået i førskole eller før-sfo, eller hvad de nu kalder det rundt omkring, siden maj, så på den måde er 1. skoledag jo ikke lige så skelsættende, som det var engang. Og heldigvis da for det – det der med, at første skoledag skal være en stor dag, er jeg helt med på, men for begge vores skolebørn har det været fint med en periode der lå mellem børnehaveliv og skoleliv til lige at finde sig selv og lære de nye kammerater og omgivelser at kende. Så det er jeg glad for eksisterer på drengenes skole. Drengenes skole er en lille skole, og fritidsordning og skole ligger i de samme lokaler – det har også betydet, at de fik deres klasselokale ved siden af de eksisterende klasser, allerede da de startede i maj, og da der kun er 1 spor, så blev det meget naturligt bare den nye 0. klasse for de andre allerede der.

Derfor har vi forsøgt at gøre noget særligt ud af den første skoledag på en anden måde. Fx ved at han først “fik lov” til at have sin skoletaske og penalhus med i går og ved at tage (nogenlunde) pænt tøj på og sørge for lækker eftermiddagsmad og besøg af bedsteforældre til børnevalgt menu om aftenen. Traditionen tro skal vi også høre “Første skoledag” med Hr. Skæg meget højt i bilen, og mens storebror skrålede med bagi, så sad ham, der faktisk havde første-første-skoeldag og kiggede tænksomt ud af vinduet. Og så fik jeg lidt i mit morøje. For det ER jo først rigtig skole fra nu af, så dagen i sig selv er jo stor. Og al den opmærksomhed, der fulgte med det, fordøjer han bedst helt stille inde i sig selv.

Særligt med ham vores mellemmand er vi ret opmærksomme på, at få markeret hans store dage også. Med kun 2 år op til storebror er det jo ikke længe siden, at vi stod og havde 1. skoledag med ham også, og som lillebror kan man derfor hurtigt ende lidt i slipstrømmen, når “vi” nu har prøvet det før. Han er helt anderledes end storebror, og bryder sig meget lidt om at være i centrum (hvilket bliver et problem for ham, når han nu har erklæret, at han skal være rockkstjerne), men det betyder jo ikke, at dagene ikke betyder noget for ham.

Da han havde første dag i sfo i maj, lignede han én der skulle kaste op det meste af dagen. Nervøs og genert og ubehageligt til mode. Det gentog sig igen i går –  på trods af at han kendte vennerne, omgivelserne og lærerne og alt var det samme; Intet var det samme. Det er ikke så meget omstændighederne som opmærksomheden, han virkelig ikke bryder sig om. Han kan også godt finde på at gemme sig under et bord til sin egen fødselsdag. Derfor er det også ret grænseoverskridende, når skolelederen nævner ens navn blandt de nye elever, og man skal tage imod en rose fra en af de store børn, og man skal kaste lidt jord på et nyplantet træ og så skal man også huske hvornår man skal hentes og hvor man har lagt sine fodboldkort.

Men han kom igennem det, og så snart læreren sagde, at nu måtte de godt sige farvel til deres forældre og løbe ud og lege, så sprang han glad og fro ud på legepladsen og var ham, vi kender igen. Vi kender også ham den anden, og ham er der også plads til.

Han kom hjem fra dagen og var glad og stolt. På den der måde, hvor han kigger lidt genert væk, når man spørger ind. Nu er han skoledreng – og det er altså lidt vildt, at man nu har to af dem. De bedste to.

Lydbogsanbefalinger til børn

Nu er vi jo ude på den anden side af sommerferien og dermed også, for de flestes vedkommende, ude på den anden side af timelange bilture med utålmodige børn på bagsædet. Hos os hører vi ofte lydbøger, når turen varer mere end 20 minutters tid. Særligt vores mellemste lider frygteligt af transportsyge, så for ham er en evt. iPad eller Anders And-blade ikke en mulighed, når den står på langfart. Men så er det godt, at der findes lydbøger. Da vi snart skal på ferie igen, er jeg allerede nu igang med at undersøge, hvad vi skal høre, når turen går ned gennem Europa om under 1 måned (yay!), men indtil da, vil jeg gerne dele, hvilke gode lytte-oplevelser vi har haft sommeren over.

Som jeg tidligere har skrevet et indlæg om, så har jeg genvundet lidt læselyst ved at få Mofibo. Vi har “gennemført” E-reolen, når det kommer til (det begrænsede) udvalg af gode lydbøger til børn. Men på Mofibo ligger der rigtig mange lydbøger. Også her synes jeg dog efterhånden, at vi er ved at have været igennem det, der umiddelbart falder i røddernes smag, men netop derfor kan vi også nu præsentere en kvalificeret liste over gode 5 lydbøger på Mofibo, som er blevet lyttet og fundet gode – I tilfældig rækkefølge:

  1. Sebastian Klein: Verdens 100 farligste dyr. Mine unger elsker dyr, og de elsker Sebastian Klein – med andre ord er de nok, som børn er flest. Her er lydbogen læst op af the man himself. Den er sjov at lytte med på som voksen også, og man får en del halvdrabelige historier omkring de gange, mennesker er kommet for tæt på alt fra en hest til en løve. Det gode ved, at der er så mange små fortællinger i, er, at man også kan høre den på kortere ture, uden at skulle huske “hvor kom vi nu fra”, og den er også god som godnat-historie: “I kan høre 3 dyr, og så er det sengetid”. Vi har hørt lydbogen et par gange efterhånden og har både denne og de 3 andre bøger i serien fysisk også – dyrefacts bliver man aldrig træt af.
  2. Jacob Riising: De 100 sejeste mennesker i verden. Alle de samme argumenter som ovenstående. Her er det også Jacob Riising selv, der har indlæst med vanlig komisk timing og pædagogisk ukorrekte kommentarer – vi er vilde med det herhjemme. Her er fortalt om 100 mennesker, der har sat hver deres lille aftryk på verden. Alt fra Amelia Earhart til Elvis. Ungerne jubler selvfølgelig når der bliver fortalt om Messi eller Michael Jackson – genkendelsens glæde er jo altid stor, men de lytter også interessede når det handler om Mozart, Einstein, da Vinci eller Muhammad Ali eller mange af de andre personer, der bliver fortalt om. Også denne bog har vi nu hørt et par gange, og den har givet anledning til en masse gode snakke om opfindelser, visioner, gamle dage og livsvilkår. Karma Boy af Jacob Riising ligger også på Mofibo, og er bestemt også et lyt værd.
  3. Morte Dürr: En lort med tusind ben. Her er vi ovre i historiegenren. En fortælling om et umage vennepar og deres kamp mod bøllerne i skolen og for at få den søde pige osv. Ungerne og os voksne grinede højt flere gange undervejs og hørte efterfølgende alle historier af Morten Dürr på Mofibo – ikke alle var til ungernes alder, så dem måtte vi stoppe, men denne her faldt i god jord, og ungerne har efterfølgende efterlyst en historie a la den.
  4. Mette Finderup: Lasse-Leif-bøgerne. Ja, Lasse-Leif, ham har flere af jer sikkert stående hjemme på hylden, hvis I har små børn. Der ligger omkring 10 korte lydbøger med Lasse-Leif og hans wingman Luske-Lise på Mofibo, og selvom de handler om en dreng, der er noget yngre end vores drenge, så synes de stadig- at det er hyggeligt og sjovt, og det er det også. I det her tilfælde griner den mindste på 2,5 år også med på fortællingerne.
  5. Kim Fupz Aakeson: Sallies historier. Ja, det er jo virkelig en moderne børneklassiker, men det gør den ikke mindre god – med Peter Frödin bag oplæserrroret er der virkelig lagt op til mange grin, og det kommer der. Vi har hørt den et utal af gange. Til dem der ikke måtte kende til den, så er det en samling af gakkede historier om alt fra hvorfor vi prutter til historien om en mand der bytter plads med sin hund.

Har I nogen lydbogsanbefalinger?

Sommerens lydbogslus <3 

Vilma er landet

Vilma er nyeste skud på min strikkeopskriftsstamme, og nu er den endelig klar til, at alle jer, der følger med og som måtte være strikkeinteresserede, kan kyle den på pindene derude. Du finder opskriften i min shop her 

Når det kommer til strikkeopskrifter, så kan jeg lide at lave det meste; jeg kan lide det enkle, det komplicerede, hulmønster og farver osv. Mest af alt handler det nok om, at når jeg laver en opskrift, så kører jeg på en ide, jeg har fået, og så bliver jeg høj på den energi som min “åbenbaring” giver mig. Men de gange, hvor jeg virkelig synes det er sjovt, det er, når jeg har fundet en sjov måde at konstruere på – noget, der er lidt anderledes, eller som ikke er set så meget før- og sådan har jeg det med Vilmasweateren. jeg synes den er anderledes og stadig så enkel, at den har sin berettigelse i en hverdagsgarderobe.

Vilma er strikke i 1 tråd Arwetta og 1 tråd Tilia, begge fra Filcolana. Den smule kunstmateriale, der er i Arwettaen, giver lidt ekstra hold og gør, at blusen ikke blive for slasket, synes jeg. Tiliaen tilføjer mest af alt bare det, som mohair og silke jo gør – et eksklusivt og lækkert look.

Jeg har strikket Vilma i to basisfarver, som egner sig til det meste. Jeg synes den sandfarvede er blevet superlækker i sin enkelhed. Tænker at den går godt til kontorlook med en hvid top eller skjorte under. Farverne er Arwetta Sand 971 og Tilia Latte 336.

Den rødbrune er lidt “vildere”, selvom vi vist ikke just kan kalde det neon. Det er to spritnye farver på Filcolanas i forvejen imponerende farverkort. Farverne er Arwetta Red squirrel 352 og Tilia Sienna 350. Da jeg første gang sad med de to farver i hænderne fortrød jeg min bestilling; tænkte at de da ikke passede sammen, fordi den ene var brun og den anden var rød. Men nu var det jo bestilt og så måtte det komme an på en prøve og det endte jo med at blive et vanvittig flot miks, som giver en rigtig flot, dyb rustrød. Så valget er ikke fortrudt. Sådan kan man blive glædeligt overrasket.

Mine opskrifter er aldrig svære, og selvom dette ikke er et begyndeprojekt, så forsøger jeg altid at formulere mig sådan, så også relativt nye strikkere kan være med. Er du “ny til pinds” skal du derfor ikke være bange for at kaste dig over den eller andre af mine opskrifter.

Hvis du er i tvivl, om du er sej nok på pindene til at give dig i kast med Vilma, så er du allerede godt på vej hvis du kan strikke rib (1 ret/1 vrang), strikke glatstrik – dvs. ret på retsiden og vrang på vrangsiden, strikke rundt i glatstrik på rundpind, strikke masker sammen og strikke masker op. Resten bliver forklaret i opskriften.

Jeg har lagt Vilma til intropris ugen ud i shoppen og du kan også se mere til den på Instagram under #vilmasweater