Dengang jeg ikke kunne få børn

“Af en, der ikke kan få børn, har du da klaret det meget godt” konstaterede min gynækolog tørt, da det i efteråret var tid til det årlige “tjek”. Det er en replik, der falder stort set hver gang, jeg er der – og jeg har været der en del pga. celleforandringer. For ja, jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få børn. Og hvis jeg kunne, så skulle jeg i hvert fald med al sandsynlighed have hjælp til det.

Det var i sommeren 2009. Jeg var 21 år, og jeg havde i lang tid haft bøvl med mine p-piller. De virkede ikke, som de skulle. Jo, jeg fik ikke nogen børn, hvilket var hovedformålet, men til gengæld blødte jeg på mærkelige tidspunkter, også selvom det ikke var “den tid på måneden”. Efter en masse ture frem og tilbage til gynækologen fik jeg af flere omgange stærkere og stærkere p-piller; med mere og mere hormon i. Teorien var, at der ligesom skulle en del hormon til at holde min cyklus i skak. Det var ved endnu et af disse besøg, hvor p-pillerne drillede, at min daværende gynækolog uden omsvøb tørt konstaterede “du skal nok have hjælp, hvis du vil have børn en dag”. SLAM! Der lå jeg med stængerne i vejret, 21 år og til rutinetjek. Min kæreste (nu mand) og jeg havde været sammen i 4 år. Selvfølgelig havde vi snakket om børn, på sigt, men ikke lige nu. Alligevel blev jeg ramt lige i maven, da hun sagde det. Hun viste mig, hvad hun så, når hun scannede mig. Mine æggestokke lignede små majskolber. De var fyldt med æg, der ikke var kommet videre i systemet – PCOS erklærede hun. Desuden kunne hun se på den lille skygge på min livmoder, at jeg nok snart skulle have min menstruation. Igen. Jeg fik besked om at bestille tid til en blodprøve og stukket en folder i hånden om PCOS og blev viftet ud af døren.

Ret nedslået måtte jeg forsøge at fortælle min kæreste, hvad lægen havde sagt. Om at jeg måske ikke ville kunne få børn uden hjælp. Om at jeg bare skulle fortsætte på mine p-piller, og at de ikke fandtes stærkere. Om at jeg skulle have menstruation – igen! allerede 14 dage efter sidste gang. Om at jeg følte mig ukvindelig. Om at jeg godt kunne forstå, hvis han forlod mig. En gold kvinde, der aldrig ville kunne give ham de børn, han jo på sigt gerne ville have.

I folderen fra lægen blev PCOS beskrevet som den sikre vej til ulykke. Jeg ville sikkert indenfor kort tid komme til at lide af alle de symptomer, PCOS kunne medføre. Jeg ville tage kraftigt på, gro mig et overskæg, ende med at få sukkersyge og få bumser i hele skærmen. Og jeg ville selvfølgelig aldrig kunne få et barn. Med andre ord nedslående læsning. Google blev i stedet min ven, og jeg fandt frem til, at flere havde haft held til at spise sig ud af PCOS-symptomerne. Symptomer som jeg ikke havde. Udover det manglende barn, som på det her tidspunkt jo alligevel ikke var aktuelt. Alligevel tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne smide p-pillerne, så min cyklus kunne blive sig selv og begynde at spise efter principperne, så jeg var klar, den dag vi besluttede, at vi ville have et barn – så kunne det ikke skade at være et par år foran på perlespelt og kyllingefilet.

Samtidig med, at jeg omlagde min kost, informerede vi også vores familie om den besked, jeg havde fået af lægen. Det fyldte alt i dagene efter, og vi havde brug for, at de vidste, hvad der var los. Samtidig havde min mor godt vidst, at jeg havde rendt til lægen med cyklusproblemerne i tide og utide, så det var på sin plads at opdatere. Og ikke mindst behøvede jeg så ikke at forklare, hvorfor en normalt meget dessertglad type fra nu af havde tænkt sig at sige nej tak til alt, der indeholdt sukker. Få uger efter lægebesøget skulle vi på ferie med min svigerfamilie – også her var det jo meget rart, at de vidste, hvordan landet lå, når vi nu skulle spise sammen hver dag. Det var på en måde ret hårdt ikke at kunne drukne sine sorger i chokolade og Ben and Jerry’s, men når jeg ser tilbage på det i dag, så var jeg overraskende stålsat. Jeg købte bogen “Spis dig gravid” og begyndte at spise efter den.

To be continued….

Således ser en 21-årig mig ud i sommeren 2009

I anledning af, at LUN- strik og hækling til mor og baby udkommer fredag d. 3. august deler jeg over de næste par dage min egen historie ind i moderskabet. Du kan købe LUN her

En præsentation er vel på sin plads

Det er noget mærkeligt noget det der med at gøre alvor af at starte en blog (igen). Jeg syntes, at jeg havde en masse på hjerte, men pludselig forsvandt ordene, så snart de havde et medie. Sådan er det jo nogle gange – at de ting, man har lyst til at råbe op om, i virkeligheden fylder mest, fordi de ikke har en stemme. Men jeg vil ikke give op så let, og lige om lidt kommer de jo, ordene, de ligger bare i en pose i bagagerummet, som nogen har glemt sammen med et fugtigt håndklæde. Det var sommerferien, der gjorde sit indtog med andre ord, og nu, vel ude på den anden side, skal jeg lige op til overfladen igen. Måske man kommer det nemmest, ved at lave en helt old school introduktion af, hvem der nu huserer her på domænet, bare for lige at få the facts straight.

For det første – det som alle tænker over, det som snakken i krogene går på, det, som du ikke kan få ud af hovedet: HVAD betyder navnet? Vaskavulla?! Vaskavulla har jeg brugt igennem 8 år, det ved jeg, fordi den første blog, jeg startede i sin tid, startede jeg da jeg lige havde født min ældste. Og han er 8. Bloggen blev med tiden til en webshop – nemlig vaskavullaknit.com – hvor man kan købe de strikkeopskrifter, jeg laver. For ikke at hoppe rundt på nettet under alt for mange forskellige alias’er, vælger jeg derfor nu, at min blogudvidelse her skal hedde det samme. For det hele er jo mig – og det hele hører sammen. Selvom bloggen her ikke kommer til at handle om strik – i hvert fald ikke primært. Og ordet Vaskavulla? Det er bare et fjolleord; opstået ud af min lillesøsters problem med at adskille ordene køkkenrulle og vaskeklud fra hinanden dengang vi var små, og derfor blev det til “vaskavulla”. Jer der har fulgt mig og min lille geschäft længe, har hørt den historie mange gange, men det ændrer ikke på, at jeg vældig ofte får spørgsmål til både oprindelse og udtale. Udtalen er med samme tryk, som du ville udtale “Villa Kulla”. Selvom varianterne “vask din vulva” “skal vi knulla” og “vakse vulva” også har været forsøgt af folk.

Derudover: Jeg hedder Thea og jeg er 30 år. Jeg er mor til tre børn – to drenge og en pige. Den ældste er 8 og den yngste er 2 og ham i midten er 6. Dem har jeg sammen med min mand, som jeg har været sammen med siden jeg var 17 år. Hurtig hovedregning fortæller mig, at vi dermed har kaldt os kærester i 13 år om 14 dage, og mand og kone i små 8,5 år. Med andre ord blev jeg gift i en (i dag tidlig) alder af 22 år – og nej, vi er ikke medlem af en sekt eller løbet væk hjemmefra, siden vi valgte at skrive under på hinanden så tidligt, vi havde såmænd bare ikke råd til at sikre hinanden gennem en advokat, da vi ventede vores første barn som studerende, og derfor blev vi gift, før det planlagte barn kom til verden 3 uger efter, 5 år før planlagt.

Jeg har en uddannelse som cand. mag. i dansk med gymnasierettet sidefag i film- og medievidenskab. Det er alt for langt at sige, når folk spørger, så derfor plejer jeg bare at sige, at jeg har læst dansk. Og det er lige så rigtigt. Jeg arbejder i forlagbranchen og driver mit eget lille firma ved siden af. Og nu noget af det sjove, også kaldet fun facts:

Jeg kan bedst lide tynde håndlæder (kan få helt klaus af sådan nogle tykke nogen).

Jeg elsker de der slik-skumpuder, man kan få i lyserød og hvid, men de skal være lidt seje i det.

Jeg fik først mit kørekort til 3. køreprøve.

Jeg skrev min bachelor om slasherfilm.

Mine fødder er skrumpet efter jeg er blevet voksen. 3 størrelser. Men str. 41 så altså også freaky ud på mig.

Jeg bruger mælk i kaffen.

Jeg er lykkeligt forskånet for det gen, der gør, at man synes tis lugter dårligt, når man har spist asparges.

Jeg har aldrig været på Roskilde Festival.

Og alt det er jo bare en lille flig af mig, der er forfatteren her på domænet og en lille del af den verden, der omgiver mig. De næste par dage vil jeg frem til udgivelsen af min nye bog LUN – strik og hækling til mor og baby dele min egen historie om, at blive mor, så stay tuned, hvis du er i humør til en fortælling om, hvordan man starter med ikke at kunne få børn og ender med 3 af slagsen.

Det første af mange?

Indenfor det sidste år har jeg skrevet og snart også udgivet 2 bøger. Og alligevel mangler fingrene at danse over tasturet. Hvorfor? fordi de bøger jeg har skrevet handler om noget helt andet end holdninger, hverdag og strøtanker. De handler om strik. Og selvom jeg bestemt også har mange holdninger til det emne, så er der en masse andre tanker og betragtninger, der har måtte vige pladsen, for at pinde og garn kunne fylde. Det fylder stadig 90 % af min fritid og til dels mit arbejdsliv, men jeg har brugt for et sted, hvor jeg også kan skrive om alle de andre ting, der rør sig, og det bliver så her. Der kommer nok også en del strik, men jeg tror at der kommer mere om alt det andet, jeg også er omringet af – nemlig børn og hus og biler og arbejde og helt almindeligt hverdagsliv. Med alt hvad det indebærer.